Heunicke: Ti patienter er kommet til Danmark efter krig i Ukraine

Danmark har sagt ja til at kunne modtage 200 patienter fra Ukraine eller nabolande. Ti er kommet indtil nu.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemøde om lancering af regeringens sundhedsreform, på Rigshospitalet i København tirsdag den 15. marts 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er indtil videre kommet ti patienter til Danmark fra enten Ukraine eller berørte nabolande, som har haft brug for behandling.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en kommentar på Twitter.

Han bliver af politisk kommentator Jarl Cordua spurgt, om ikke Danmark ligesom Litauen kan hjælpe med behandling af sårede ukrainske soldater.

Cordua henviser til et tweet fra mediet The Kyiv Independent. Her lyder det, at Litauens forsvarsminister tirsdag sagde, at landet i de kommende uger vil modtage ukrainske soldater til »rehabilitering«.

»Jo, bestemt,« lyder svaret fra Heunicke.

»Danmark har tilkendegivet at kunne modtage op mod 200 personer fra Ukraine eller berørte nabolande, som har brug for sygehusbehandling – det gælder både soldater og civile. Indtil videre har vi modtaget ti patienter,« skriver han videre.

Det fremgår ikke, hvordan fordelingen af soldater og civile er blandt de ti patienter. Det står heller ikke klart, om de alle er fra Ukraine eller fra nabolande.

I begyndelsen af maj skrev Lægeforeningens medlemsblad Ugeskriftet.dk, at blot "»n håndfuld patienter"«reelt var kommet til Danmark på det tidspunkt for at blive behandlet.

Krigsskadede udgjorde kun "»ogle få heraf"« lød det.

Der er tidligere blevet nedsat en national visitationsgruppe under Sundhedsstyrelsen. De har blandt andet til opgave planlægge, hvordan patienter skal fordeles mellem sygehusene i Danmark.

Fordelingen af sårede og syge ukrainere til EU-landene er foretaget af EUs generaldirektorat for humanitær bistand og civilbeskyttelse (DG ECHO).

De har til formål at forebygge og afhjælpe humanitære katastrofer.

Også flygtninge, der er kommet til Danmark fra Ukraine, kan have brug for at fortsætte igangværende behandling. Det kan for eksempel være behandling af en kræftsygdom.

Når de ukrainske flygtninge har fået opholdstilladelse efter en særlov og dermed har fået cpr-nummer og et gult sygesikringskort, så opnår de den fulde sygesikringspakke.

Men også ukrainere, der endnu ikke har fået opholdstilladelse, er sikret lægehjælp, mens deres ansøgninger bliver behandlet.

/ritzau/