Kvinder uden fremtid

Den danske dokumentarfilm »Angels of Brooklyn« skildrer tre unge kvinders barske hverdag i New York.

»Angels of Brooklyn« er en smuk titel, men det er ikke ligefrem et paradis, dens »engle« lever i. Tværtimod minder det til tider mest om et helvede.

Fotografen Camilla Hjelm og klipperen Martin Zandvliets danske dokumentarfilm skildrer de tre unge kvinder Isabel, Marlene og Nicole, der alle er af puertoricansk herkomst og bor i slumbyggeriet Bushwick Houses i Brooklyn, New York.

Deres dagligdag er præget af fattigdom og aggressioner, og de er produkter af manglende uddannelse, tidlige aborter og sprængte familier med fraværende fædre, en mor i fængsel og voldelige kærester.

Det hindrer ikke de kønne - men af gode grunde hidsige og hårdkogte - kvinder i at drømme om en bedre tilværelse, men deres planer for fremtiden virker luftige og halvhjertede, for de er ikke dumme og ved alt for godt selv, at deres liv er fucked up. I »Angels of Brooklyn« har de i det mindste fået en mulighed for at tale om sig selv og verbalt give nogle frustrationer luft, og den chance udnytter de fuldt ud.

Filmen er et tålmodigt og konsekvent stykke cinéma verité, hvor kameraet troligt registrerer stort og småt, væsentligt og uvæsentligt, og det kan ikke nægtes, at den med sine spartanske videobilleder, sine strømme af vrede ord og sin spilletid på næsten halvanden time opleves som noget af en udholdenhedsprøve, der stiller betydelige krav til éns indignation og medfølelse.

Ikke desto mindre er »Angels of Brooklyn« sammen med to andre nye danske dokumentarfilm, Camilla Overbye Roos' »Queenas« om transseksuelle i Los Angeles og Laila Hansens »Inuk Woman City Blues« om grønlandske kvinder i København, væsentlige eksempler på en engageret form for dokumentarisme, der modsat en markant tendens i tiden ikke er selvspejlende på grænsen til det pinligt private.

»Angels of Brooklyn« akkompagneres af velklingende lyrisk jazz, komponeret og indspillet på flygelhorn af Jeppe Kaas, og man kan sige, at filmen tematisk placerer sig i traditionen fra pioneren Jacob A. Riis' banebrydende fotografier fra proletariatets New York. Opmuntrende er det ikke, men en gavnlig påmindelse om, at éns egne problemer måske ikke er helt så store, som man gerne går og bilder sig ind.

Længde: En time og 24 minutter. Censur: Ikke oplyst.