Den var, som vores anmelder skrev, bristefærdig med talent, den digtsamling, »Jeg æder mig selv som lyng,« som Olga Ravn debuterede med for et par år siden. »Enkelte linjer bliver siddende længe efter, de er læst,« hed det. Her var en debut, der var, om ikke totalt overbevisende, så dog et tegn på, at dens ophavskvinde ville og kunne noget. Noget, der kaldte på meget mere.
Nu er noget af dette mere så udkommet, i form af Olga Ravns første roman, »Celestine«. En roman om en ung, kvindelig lærer, bogens jegfortæller, der er er ansat på en kostskole og besat af det spøgelse, der har givet romanen navn.
»Man sagde,« fortæller fortælleren, »at hendes forældre, som straf for at hun havde forelsket sig i den forkerte, til en fest til hendes ære, det var i middelalderen, havde bedøvet hende og muret hende inde, så hun kvaltes bag muren«.
En krank skæbne, med andre ord.
Og nu er den unge jegfortæller så kommet til slottet, som er blevet til kostskole. Hun vil gerne lære af spøgelset, hvordan man bliver en historie, »der gentager sig selv.« Hun vil gerne lære at blive stående på det samme sted. Hun vil gerne lære at blive i det, »man ikke kan kalde tilgivelse«. Hun vil ikke holdes oprejst. Hun vil underholdes. Fortæller hun.
Hun har en kæreste. Han hedder Kim. Han synker dybere og dybere. Han nægter at blødgøre sit ansigt, »på trods af, at det efterhånden består mere af tør hud end af menneske.«
Forholdet går i stykker, til sidst. Eleverne er der, vor hovedperson ser på dem med undren og på afstand. Hun begynder at gå natlige runder i sin hvide kjole, »som et blodkar«. Hun skriver: »Den store forskel på Celestine og mig er, at jeg endnu ikke er død.« Der er tilbageblik til en barndom og en ungdom med sammenbragte familier, stedbrødre og stedsøstre.
Spøgelset vokser i hende »som en plante«. »Planten er mørk, den vokser i skygge. Dens skygge er barndommen«.
En smule uforløst
Så meget er i spil i denne roman, liv, død, kærlighed, opvækst, en grundlæggende følelse af utilpassethed, smerte, uopfyldt længsel. Altsammen holdt i et sprog, der indimellem, som i debuten, er bristefærdigt med talent. Men også i et sprog, der nogle gange synes at tage overhånd, et sprog, der i sin iver efter at sprogliggøre nærmest står i vejen for en fortælling, der aldrig helt får udfoldet sig som netop dét: En fortælling.
Hun kan så utroligt meget med sprog, Olga Ravn, der synes ikke være nogen grænser for hendes sans for at skabe billeder, men det bliver også nogle gange for meget. Alene alle de »som«er:
»Morgenen siver langsomt ind over himlen, som et skørt drikker af farven fra noget spildt«. De unge mennesker »lod til at befinde sig i en konstant henånden, som evigt på grænsen til kollektiv orgasme ...« »... en underlig fornemmelse greb mig som en perle, der synker i vand, eller et stik, som af en kort forelskelses feber«. Osv. Osv.
»Celestine« er, spøgelset til trods, ingen gotisk gyser, der er intet, der kommer i nærheden af sitrende uhygge, spøgelset er »bare« det noget, som fortælleren spiller op imod, forholder sig til, og det er der jo i sig selv ikke noget galt i. Men igen: Som roman betragtet virker denne bog lidt uforløst.
Talentfuld? I dén grad. Læseværdig? Også det. Men en virkelig vellykket romandebut kan man ikke kalde »Celestine«, hjemsøgt, undskyld udtrykket, som den er af forfatterens evne til, lyst til, vilje til at associere fra det ene til det andet – til hele tiden at gå fra det konkret skete til det, der kan siges på en anden måde, og måske ikke hver gang behøver at blive sagt på en anden måde, men bare skal siges.
Kan Olga Ravn økonomisere med sine virkemidler i sin næste roman, kan det blive virkelig godt. Ja, endda uhyggeligt godt.
Vi venter i spænding.
Titel: Celestine Forfatter: Olga Ravn Sider: 168 Pris: 199,95 Forlag: Gyldendal
