Kærlig fortælling om Københavns store bygmester

Mange af Københavns kendte bygningsværker kan vi takke Philip de Lange for. Mødet mellem Danmark og den hollandske bygmester begyndte med en brand. Bogen om ham er let og ligefremt fortalt og med et smukt udstyr.

Badeloch Vera Noldus: »Philip de Lange - Københavns store bygmester« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kulturministeriet. Kunstforeningen på Gammel Strand og mange af de omgivende, solide borgerhuse. Den reformerte kirkes præstegård, der indtil for nylig blev benyttet som Musikhistorisk Museum. Nyboders udvidelse og modernisering. En lang række af flådens bygninger. Hovedpostkontoret i Købmagergade.

Fælles for bygningerne og adskillige andre kendte københavnerhuse er, at de er tegnet af Philip de Lange, der i dén grad har været med til at sætte sit præg på nogle af de dele af den indre by, som fremtræder harmonisk og som en naturlig del af hovedstadens afdæmpede profil.

Philip de Lange er også emnet for en ny, letlæst monografi skrevet af arkitekturhistorikeren Badeloch Vera Noldus, der tidligere har udgivet bøger om blandt andet den danske bygningsarv i grænselandet og om, hvordan man kan genanvende funktionstømte erhvervsejendomme med grøn samvittighed.

Kirke og konvertering

Hovedpostkontoret i Købmagergade hed ved opførelsestidspunktet i 1730 Møinichens Palæ og var en af Philip de Langes første større, prestigefyldte opgaver i den danske hovedstad, hvortil han var ankommet året forinden. Vi ved ikke præcis, hvor gammel han er på det tidspunkt. Man har hidtil regnet med, at det måske var i 1700 eller umiddelbart efter, han kom til verden, men Badeloch Vera Noldus stadfæster fødselsåret til 1704.

Philip de Lange stammede fra Strasbourg. Man har spekuleret på, hvorfor han forlod byen. Det kunne, som Badeloch Vera Noldus skriver, være på grund af politiske eller religiøse forhold.

Dengang var det slet ikke muligt at holde fred mellem forskellige fraktioner af den kristne kirke. Det var dog forbud mere end egentlig forfølgelser, der prægede billedet, men nemt var det ikke at tilhøre et mindretalstrossamfund. Katolikkerne slog hårdt ned på dem, der konverterede til protestantismen, og hvis de bestred offentlige stillinger, blev de afskediget.

Omvendt ville den danske konge overhovedet ikke se katolske præster inden for rigets grænser.

Men der kunne sandelig også være fordele ved pludselig at føle sig overbevist om, at man af hele sit hjerte tilhørte et andet kirkesamfund, end det man hidtil havde været medlem af. Konverterede man på Philip deLlanges tid til katolicismen i Strasbourg, opnåede man tre års fritagelse for skat. Perspektivrigt at forestille sig en lignende praksis indført i det danske samfund i 2015 ...

Det er muligt, at Philip de Lange forlod Strasbourg til fordel for Haag, fordi protestanterne havde en klar hjemmebanefordel i den hollandske by. Men det er mere sandsynligt, at han gjorde det, fordi nogle af de hollandske og belgiske byer var – eller rettere: havde været – blandt de mest velhavende og driftige i Europa.

1600-tallet var Hollands guldalder, og i begyndelsen af 1700-tallet levede Haag stadig i skæret af de enorme rigdomme, der var blevet skabt i de foregående årtier. Hvad religionen angik, tilhørte Philip de Lange konfessionsmæssigt åbenbart den liberale skole. Da Jacomine Pieters og han i 1724 giftede sig, sagde de ja til hinanden i den reformerte kirke i Haag. Da deres førstefødte blev døbt, foregik det i en katolsk kirke.

Kongen inviterede

I Haag udviklede Philip de Lange sine færdigheder. Han blev uddannet murermester og lod sig helt naturligt inspirere af den hollandske bygningsarv og den såkaldt stramme stil, der var en mutation af den klassicisme, som var forudsætningen for den rolige borgerlighed, der kendetegner periodens bygningskunst. Det er den tradition, Philip de Lange tager med sig på sin videre rejse gennem livet.

Det er omkring dette tidspunkt, Philip de Lange hører om katastrofen i København. Det er der mange, der gør, ud over hele kontinentet, for det vakte stor opsigt over alt i Europa, at den danske hovedstad var blevet ramt af en voldsom brand.

20. oktober 1728 brød branden ud i et hus, som lå i en gade, der heller ikke eksisterer længere, tæt ved Rådhuspladsen, hvor Strøget i dag begynder. Da det tre dage senere blev muligt at begynde at få et overblik over skaderne, stod landet med et overvældende problem:

Af Københavns 4.087 huse nedbrændte en tredjedel og gjorde en femtedel – 15.000 – af hovedstadens indbyggere hjemløse. Dertil kom store tab af kulturskatte. Universitetets bibliotek på 35.000 bøger og håndskrifter blev eksempelvis til aske, og Tycho Brahes observatorium og videnskabelige instrumenter kunne heller ikke reddes.

Branden i 1728 blev ikke Københavns sidste, men største – og genopbygningen var så omfattende, at danske arkitekter og bygningsarbejdere ikke kunne løfte opgaven. Der måtte importeres udenlandsk arbejdskraft, og kongen – Frederik IV – indrykkede en annonce i en avis i Altona, hvori han inviterede håndværkere til landet på fordelagtige vilkår.

Avisen blev læst over store dele af Europa, og en af dem, der reagerede og brød op og tog til København, var Philip de Lange. Året efter sin ankomst i 1729 hentede han sin familie, som han slog sig ned sammen med, assimilerede sig og sløjfede de i de Lange for sine børns vedkommende.

Sent i sit liv – Philip de Lange døde i 1766 – tegnede han et hus til sig selv, sin hustru og sin store børneflok. Det ligger i Prinsessegade på Christianshavn og anvendes i dag som fritidshjem.

At skyde papegøjen

En anden måde at få succes i det danske samfund gik gennem gode forbindelser.

Ligesom Arne Jacobsen et par hundrede år senere meldte sig ind i Københavns Rotary – »og han kom der ikke for de gode foredrags skyld«, som det hedder i biografien om ham - blev Philip de Lange skydebroder. I 1733 blev han optaget i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, der blandt andet mødtes for – som det hed – at skyde papegøjen.

Det kan man roligt sige, at Philip de Lange gjorde, når man ser på, hvilke opgaver han fik og løste i sin tid i Danmark. Og som bevirkede, at han i meget høj grad kom til at bidrage til nogle af de bedste sider af København. Afdæmpede og værdige huse.

Ud over de bygningsværker, der er nævnt i indledningen, er det for eksempel adskillige af de ejendomme, der ligger på Gammel Strand eller Ved Stranden.

Det er Asiatisk Kompagnis kontor – berømt også for Hammershøis billede af motivet – der i dag er en del af Udenrigsministeriet, og det er Hovedvagten på Nyholm. Han tegnede den lange mur, der indhegner Assistens Kirkegård, og Mastekranen, der et et markant vartegn på Holmen, er formgivet af de Lange. I Skagen finder man hans hvide lysfyr, og i den danske kulturkanon herregården Glorup på Fyn.

Sorger og glæder

Philip de Lange blev altså en succes, men iblandt var der stridigheder med bygherrerne og med svendene, og ved mere end én lejlighed måtte han tage til genmæle. Allerede under opførelsen af Møinichens Palæ – det nuværende hovedpostkontor (lidt endnu) – i 1730 var der ballade omkring lønudbetalingen. Der var især en svend, som de Lange havde hyret i Holland, han var på kant med. Som følgende skudsmål antyder:

»... den liderligste Karl og sletteste Arbeider. Da hand kom hid, blev hand saasom han var nøgen, af mig forsynet med Klæder fra Hoved til Foed; men samme Klæder drak han bort. Formedelst hans excessive Liderlighed og Forsømmelse har hand været 2de Gange arresteret«.

Der er ingen grund til at forklejne Philip de Langes succes – hans værk indgår i vores kulturarv – men med til historien hører nok også, at der på grund af den københavnske tragedie var særdeles mange muligheder for en driftig og dygtig mand. Og at nogle af de store arkitekter var optaget af andre opgaver.

Den nye konge, Christian V, besluttede sig for at opføre et nyt slot – det første Christiansborg – og både det og opførelsen af en række andre slotte betød, at de kongelige bygningsinspektører var optaget af opgaver for hoffet. Derved var der fri bane for, at Philip de Lange kunne blive borgerskabets arkitekt. Og Søværnets. Og en fin del af den danske bygningsarvs.

Det lader Badeloch Vera Noldus bog om Philip de Lange heller ikke læseren i tvivl om. Bogen er skrevet med kærlighed til den store bygmesters indsats til den danske hovedstads forskønnelse. Bogen er ikke et gennem- og omsiggribende forskningsprojekt. Det er en fortælling, der er meget fint formidlet i et klart sprog.

Titel: »Philip de Lange – Københavns store bygmester«.

Forfatter: Badeloch Vera Noldus. Pris: 300 kroner. Sider: 240.

Forlag: Strandberg Publishing.