Stor kunst fra privaten

Kunstmuseet Arken har fyldt sit store rum med et væld af vitale værker fra danske privatsamlinger - men det lykkes at løfte udstillingen fra et billede af, hvor godt det går i den kommercielle kunstverden til en præsentation af nogle af hoved-tendenserne i ung international samtidskunst.

Undertiden kan man hist og her på hippe internetsider og i ditto kunsttidsskrifter læse, at det også er for dårligt, at ung dansk kunst ofte nævnes i samme sætning som friværdi og pensionsformuer.

Ikke desto mindre er det uomgængeligt i al almindelighed og på Kunstmuseet Arkens udstilling i særdeleshed. Selv om der ikke er sat priser på værkerne, kan man nok regne ud, at de repræsenterer rimeligt mange penge for de relativt få samlere, der viser blot et udsnit af deres værker.

At der er samlere, er absolut ikke noget nyt, og holder vi os blot til nyere tid, har der i årtier været flere danske gallerier, der har klaret sig aldeles glimrende takket være en stabil kundekreds. På det seneste er der så kommet mange endnu mere stilbevidste gallerier til, men samtidig er markedets volumen blevet voldsomt meget større. Og ser man længere tilbage i tiden, kan man konstatere, at det om noget er takket være samlerne, at museerne overhovedet har problemer med pladsen.

For selv om man undertiden kan få det indtryk, at nogle danske museumsdirektører køber ind efter deres egen helt personlige smag, er museumsverdenen bundet af sin forpligtelse over for eftertiden. I modsætning til samlerne, der frit kan følge egne, pludselige indskydelser, særlige passioner og endda venskaber blandt kunstnere. Derfor er samlerne et utrolig vigtigt supplement til de - i reglen - meget mere forsigtige museumsansatte, der ofte venter så længe med at handle, at kunstneren er blevet anerkendt. Og dyr. Flere af værkerne på Arkens udstilling har da også museale kvaliteter og fortjener før eller siden at finde plads på et godt museum med interesse for den slags, og det er der jo som antydet fine traditioner for.

Det er på flere måder en imponerende samling kunstværker, men det er ikke det, der gør Mad love til en interessant udstilling. Det er derimod det museale greb, der ligger bag ved. Det er overvejelserne bag udvælgelsen, der gør det til en rigtig udstilling.

Mange af de private samlinger er ret omfattende, og de ting museet har udvalgt, har ikke nødvendigvis været samlernes mest elskede genstande. I stedet er der håndplukket knap 140 værker af halvt så mange kunstnere, der peger på nogle af de fremherskende tendenser i samtidskunsten. Eller skulle man sige gallerisamtidskunsten?

Om udstillingens værker kan man generelt sige, at de har et lystigt forhold til farver. Her er ikke tale om dårlige billeder inden for genren »glade kulører«. Her er derimod tale om kunstnere, der gennemgående bruger meget stærke for ikke at sige syrlige farver, som blot er ét af de karakteristika, der synes at vise tilbage til hippietidens æstetik. Det samme gør den udstrakte brug af arabesk og ornamentik. Fra popkunsten henter mange af de deltagende kunstnere billeder fra virkeligheden, og der er også en del, der arbejder med mere eller mindre forarbejdede ready mades; altså industrielt forarbejdede genstande, der gøres til kunst. Også affiniteten til street art er gennemgående. Flere af kunstnerne har tidligere arbejdet med forskellige former for ikke-bestilt kunst til det offentlige rum, og en vis trashet æstetik går igen flere steder hånd i hånd med en betydelig originalitet.

Men det mest slående for fler tallet af kunstnerne er deres betagelse af eller - for nu at bruge et forslidt udtryk - »dialog med« pop- og underholdningskulturen. Mange af dem er dybt fascineret af hærværk og pludselig død, og mange af værkerne bliver kommentarer til medievirkeligheden og samfundet i bredeste forstand, dog uden at kritikken af det er specielt bastant eller påtrængende. Her er på den ene side snarere tale om den ironiske tvist, blikket for det absurde, den stille observation og den underdrevne kommentar. På den anden side er udsagnene sjældent heller særligt subtile eller præget af en specifik ideologisk grundholdning. Også ifølge denne udstilling er ideologierne og dogmatiske verdensbilleder i det hele taget ubrugelige.

Til gengæld er energien og hittepåsomheden en charmerende kvalitet, der sammen med den synsvinkel, der er lagt, dét som gør Mad love til en meget anbefalelsesværdig udstilling.