Ukraines stærke kort

Et højt uddannelsesniveau inden for matematik har trukket vestlige IT-virksomheder til Ukraine, hvor danske Torben Majgaard i dag driver et IT-serviceselskab med 2.600 programmører.

IT-service: Torben Majgaard på kontoret i Kiev, hvor han har arbejdet siden 1998. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torben Majgaard driver global IT-virksomhed i Kiev, hvor 2.600 programmører laver software og vedligeholder IT-systemer – bl.a. det system, som denne artikel er udformet på.

Lige nu står han over for en vanskelig beslutning.

Den bygning, som hans virksomhed, Ciklum, lejer sig ind i, er overtaget som pant af en italiensk bank, der er på vej ud af Ukraine. Nogle aftalte forbedringer er ikke udført, fordi ejendomsselskabet er gået konkurs. Egentlig ville Majgaard gerne indgå en aftale med en entreprenør om et nybyggeri.

Men han er usikker på, hvordan de nuværende ejere reagerer, hvis han siger lejekontrakten op, og han tør heller ikke stole på de ejendomsinvestorer, der lover ham guld og grønne skove, hvis han flytter. For overholder de nu også den aftalte pris, når først byggeriet står klart, eller sælger de pludselig til en anden.

At gå til domstolene for kontraktbrud vil ikke hjælpe ham, for en dom falder som regel ud til fordel for dem, der er well connected. Og kommer man for alvor på kant med en ejendomsejer, kan han finde på at lukke for strømmen.

43-årige Torben Majgaard er dog ikke nervøs. Han skal nok få tacklet udfordringen. Han har arbejdet i Ukraine siden 1998 og bygget en virksomhed op i Kiev, Hviderusland og Pakistan med over 3.000 ansatte, der servicerer store europæiske kunder.

Han kender den lokale mentalitet og forretningsmetoderne. Han vurderer, at det juridiske miljø langsomt ville blive mere gennemsigtigt, hvis Ukraine indgik en samarbejdsaftale med EU. En aftale har været undervejs i årevis, men i november blev den pludselig droppet af Ukraines præsident. Det har siden ført til betydelig politisk uro – især i hovedstaden Kiev, hvor der har været store demon­stra­tioner mod det siddende regime.»At lov er lov, og lov skal holdes, er ikke noget, man lærer overnight i et land som Ukraine. Det tager adskillige generationer. EU vil kunne fremme processen, men et tættere EU-samarbejde vil aldrig på kort sigt kunne gøre nogen større forandring for min forretning,« siger Torben Majgaard.

Mange af hans medarbejdere har ellers i december været på barrikaderne i aftentimerne for at få etableret de forbindelser med EU, som Majgaard tror kun gradvis kan forandre rammevilkårene for at drive virksomhed i Ukraine. Som programmører tilhører de den nye vestligt orienterede middelklasse.

»De har set, hvordan vesteuropæiske virksomheder opererer, hvordan de indfører nye systemer. De har bl.a. været i Danmark og oplevet en virksomhedskultur med et fladt hierarki og helt andre samarbejdsformer. De er begyndt at tænke europæisk. Derfor ser de også Ukraines fremtid i sammenhæng med Europa. De er trætte af at blive regeret af politikere, der beriger sig selv og står over loven. Det er det, de protesterer imod,« fortæller Torben Majgaard.

Når Torben Majgaard trods den politiske uro ser fremtiden i møde med sindsro, er det bl.a., fordi IT-branchen i Ukraine nyder stor lokal bevågenhed fra alle de magtgrupperinger, der betyder noget.

Ciklum tilhører den lokale IT-branches »big five«.

De store IT-virksomheder samarbejder med myndighederne og har bl.a. fået indflydelse på det pensum, som IT-studerende ved Ukraines lærersanstalter skal igennem. Derved sikres fødekæden af nye IT-medarbejdere til den stadigt voksende IT-branche, som nyder godt af, at Ukraines befolkning tilbage fra Sovjettiden traditionelt har været veluddannet i matematik. Ciklum profiterer desuden af, at Ukraine er et land, hvor få andre erhverv blomstrer. Kulproduktion, stålindustri og el-produktion er domineret af oligarker, der i årenes løb har tilranet sig statslige aktiver, som er blevet »privatiseret«. Dog vokser fødevaresektoren, hvor bl.a. danske landmænd går ind og optimerer produktionen. Klassisk industriproduktion er derimod på langt sigt ikke konkurrencedygtig i Ukraine, selv om en del virksomheder har outsourcet produktion til bl.a. det vestlige Ukraine. Besværlige toldregler og korruption stiller sig i vejen for den nødvendige import af råmaterialer og delkomponenter.

»Den veluddannede yngre ukrainer har ikke så mange andre muligheder end at gå ind i IT-branchen. Vi giver dem en platform. Vi skaber en ramme om deres liv. Vi sikrer dem visum, hvis de skal til udlandet. Her tjener de 15.000 kr. efter skat. Det er attraktivt at arbejde her. De er ivrige for at udvikle og fastholde deres job. Vores rekrutteringsbetingelser er ideelle, og vores forretningsmuligheder er uudtømmelige, for verden har brug for stadig flere IT-folk. Dem finder vi i Ukraine og i andre lande i den gamle Sovjetblok,« forklarer Torben Majgaard.

Lige nu gennemlever Majgaard, hvad han kalder »sin tredje revolution«. Den Orange Revolution i 2004 bragte et vestligt orienteret regime til magten med den nu fængslede Julia Timosjenko som en dominerende figur. Siden kom den nuværende præsident, Viktor Janukovitj, til magten. I december har nye generationer af ukrainske middelklasseborgere så forsøgt at dreje udviklingen i vestlig retning med omfattende demonstrationer.

»I Ukraine oplever man hele tiden modsætninger mellem oligarkerne og de grupper, der er afhængige af dem, og så de mere vestligt orienterede ukrainere. Modsætningen mellem Øst og Vest har rødder langt tilbage i landets historie, hvor den vestlige del har tilhørt Polen, Litauen og Østrig-Ungarn, mens landets østlige del fortrinsvis har været under russisk indflydelse. Den kamp fortsætter, og som forretningsfolk må vi lære at leve med den usikkerhed, den skaber,« siger han.

Som virksomhed har Ciklum og Torben Majgaard taget en række nødvendige forholdsregler: Ciklums servere står således i Tyskland, men alle data er desuden gemt oppe i skyen, hvor en ondsindet myndighed ikke bare lige kan ødelægge dem.

Ciklum har desuden to store fiberkabler direkte forbundet med Europa, så kunderne, der ofte ikke selv har ret meget IT tilbage, altid kan være sikre på at blive serviceret.

Det politiske miljø og rammebetingelserne i øvrigt gør det nødvendigt at være en relativ stor virksomhed, hvis man vil operere i Ukraine, forklarer Torben Majgaard.

De store bliver regnet for noget, og dem hører Ciklum til i Kiev. Er man en lille virksomhed, bliver man let kørt over. Penge er lig med magt. Jo flere du har, jo større magt har du.

Af samme grund er der ikke noget stort iværksættermiljø for IT-folk i Ukraine. Dels er der ingen tradition for at blive selvstændig, dels kan man let som lille virksomhed få stjålet sine aktiver uden at kunne få dem igen ad lovens vej.

Torben Majgaard har selv støttet et lille IT-udviklingsvirksomhed i Kiev med en investering på 400.000 kr. Ikke så meget, fordi han troede på deres ide, men mere for at kunne følge landets iværksættermiljø.

Men den virksomhed, som Majgaard har investeret i, er nu flyttet videre til Boston i USA. Her er der bedre betingelser for at udvikle og afsætte det studiesoftware, virksomheden har udviklet.