Sauer-Danfoss har mistet over halvdelen af salget

Styrtblødning. I foråret 2008 blev det anset for et guldæg for Danfoss at købe Sauer-Danfoss. Nu er virksomheden blandt de hårdest ramte af krisen, og der er ikke lyspunkter at få øje på.

Læs mere
Fold sammen
Verdens førende producent af mobilhydraulik, Sauer-Danfoss, med dansk hovedsæde i Nordborg på Als mistede i andet kvartal over halvdelen af omsætningen, 55 procent, i forhold til sammen kvartal i fjor.

Alle markeder og produktområder er i frit fald, og den Danfoss-ejede koncern nedjusterer forventningerne til hele året dramatisk.

- Omfanget af den globale recession overgår, hvad vi troede var realistisk for blot tre måneder siden. Vi kan fortsat ikke med nogen sikkerhed forudse, om vi har nået bunden«, siger adm. direktør Sven Ruder.

Efter et nettotab i kvartalet på næsten 640 mio. kr. mod et overskud på knap 120 mio. kr. i fjor er der ikke mange lyspunkter at få øje på i den kommende tid. Indgangen af nye ordrer faldt således med hele 73 procent til godt 900 mio. kr. i forhold til året før, og den samlede ordrebeholdning ligger nu 61 procent under samme tidspunkt i fjor.

Omsætningen i andet kvartal faldt fra 3,2 til 1,45 mia. kr. på et år, mest i Europa efterfulgt af Nord- og Sydamerika, Asien og Stillehavsregionen.

Blodbad i Danmark


Den barske virkelighed og de dårlige udsigter har fået mærkbare konsekvenser for medarbejderstaben, der siden oktober i fjor har været ramt af nedskæringer tre gange, så over 900 har mistet jobbet. Desuden mistede 210 medarbejdere jobbet, da hovedparten af produktionen i Odense blev frasolgt.

På baggrund af, at den globale afmatning har bidt sig fast og i et Sauer-Danfoss-perspektiv er blevet forværret, har koncernen revideret forventningerne til årsresultatet.

Omsætningen ventes at falde med 45-50 procent, og der forventes et underskud på 6,70-7,30 dollar pr. aktie. Heri er inkluderet nedskrivninger og omkostninger i forbindelse med flere masseafskedigelser.

Alt vendt på hovedet

Danfoss blev i marts i fjor hovedaktionær i Sauer-Danfoss ved at købe 17,5 procent af de udestående aktier i virksomheden af den tyske Murmann-familie og lægge dem til den hidtidige ejerandel på 40 procent.

Dengang var virksomheden fortsat i vækst og med lovende fremtidsperspektiver. Nu er der udsigt til, at koncernen med hovedsæder i Chicago, USA, og Neumünster, Tyskland, må igennem et langt, sejt træk for at blive en god forretning for Danfoss.