Mobilen som betalingsterminal

PBS åbner om to måneder for en ny server, der kan lade mobiltelefoner fra alle teleselskaberne fungere som personlige betalingsterminaler.

Foreløbig er det kun Orange, der tilbyder kunderne at betale ved hjælp af mobiltelefonen i de 76 butikker, der er tilknyttet ordningen.

Det drejer sig om blandt andre Billetnet, Ikea, Bog & Idé samt Interflora, som via en SMS kan modtage betaling fra en bank.

SMS-beskeden sendes ikke over det samme net som samtalerne, og sikkerheden skulle være i orden gennem en pinkode, som godkender betalingen.

Hver betaling koster 1,50 kroner hos Orange og bliver afregnet over mobilregningen.

TDC tilbyder indtil videre kun såkaldte mikrobetalinger via mobiltelefonen blandt andet til at betale for yderligere parkeringstid uden at skulle gå hen til sin bil. Men selskabet følger udviklingen af PBS-serveren tæt og forventer på et tidspunkt at tilbyde betalingsordningen.

Sideløbende med udviklingen af PBS-systemet har sparekassernes fælles dataselskab SDC udviklet et system, så mobiltelefonen via en infrarød stråle kan bruges til at betale med, hvis forretningen samtidig har den tilhørende terminal. Dette system kræver et særligt sim-kort til telefonen, og systemet kan udvikles til også at fungere med andre transportable computere som palmpilots eller lommecomputere samt i yderste konsekvens med de utallige og unikke oplysninger, der er i et fingeraftryk.

Systemet afprøves i foråret af Sonofon.

/ritzau/