Business-overblik: I dag falder renterne på realkreditlån

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Dagens overblik kredser om finansmarkedet – både for aktier og obligationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Boris Roessler/AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens næstsidste overblik over morgenens nyheder om økonomi og virksomheder.

Læs i dag om, at der er opstået en ny mulighed for at få udleveret Sanjay Shah, at renten på realkreditlån falder i dag, og at en særlig gruppe af andelshavere forgyldes af rentehoppet.

Vi begynder med en historie om, at private investorer i større og større omfang benytter sig af samme strategi som professionelle i jagten på afkast.

Bruger professionelles kneb

Privatinvestorerne spekulerer mod aktiemarkedet som aldrig før. Efter de seneste års voldsomme optur til rekordhøje niveauer, investerer flere og flere nu for at tjene på den nedtur, der har præget aktiemarkederne i år.

Det skriver Finans på baggrund af data fra investeringsplatformen Etoro og analysefirmaet Vanda Research.

Metoden kaldes at shorte en aktie og går i al sin korthed ud på, at en investor låner en aktie mod et gebyr og sælger den i håbet om at kunne købe den tilbage til en lavere pris og indkassere forskellen.

Udviklingen er ifølge Ben Laidler, der er global markedsstrateg i Etoro, flere og flere investorers modtræk til de manglende positive afkast på traditionelle investeringer.

»Som modsvar til dette ser vi, at mange af vores klienter bruger CFDer (investeringscertifikater eller derivater, red.) – mere nøjagtigt shorting, som en metode til at drage fordel af faldende kurser,« siger han.

Fra starten af året til november er antallet af nye shortpositioner åbnet hos Etoro vokset med 61 procent.

Ny mulighed for at få udleveret Sanjay Shah

Børsen skriver, at der pludselig er medvind til Danmarks ønske om at få udleveret den britiske statsborger Sanjay Shah, der sidder fængslet i Dubai – mistænkt for at have spillet en hovedrolle i skandalen med udbytteskat, der har kostet den danske statskasse cirka 12,7 milliarder kroner.

De Forenede Arabiske Emirater, FAE, har på lyntid ratificeret og dermed vedtaget den udleveringsaftale med Danmark, som de to lande underskrev 17. marts i år. Aftalen er dermed trådt i kraft 9. november i år, oplyser Justitsministeriet til Børsen. Den gælder dog kun for udleveringsanmodninger, som Danmark har sendt efter denne dato, mens Danmark allerede i juli 2021 anmodede om at få Shah udleveret.

Derfor kører den oprindelige udleveringssag efter de gamle regler i udleveringsloven med de langt højere krav til eksempelvis omfanget af dokumentation, som var baggrunden for, at en domstol i Dubai i september afviste at udlevere Shah. Domstolen er blevet bedt om at behandle sagen igen, men hvis den igen falder ud mod Danmark, kan Danmark sende en ny anmodning om at få ham udleveret efter de nye og mere lempelige regler i udleveringsaftalen.

Renten falder i dag

Renten på realkreditlån med fast rente tager et trin ned i dag. Ifølge Finans lukkes der i dag for realkreditlån med en fast rente på fem procent, fordi kursen kommer over 100. Lån til fire procent overtager rollen som toneangivende, og det betyder, at den månedlige ydelse på et afdragsfrit lån på en million kroner er faldet med 1.000 kroner efter skat på en måned.

Det er sket i to trin, da de toneangivende lån var på seks procent i midten af oktober og kun tog en kort pause på fem procent, før de altså i morgen lander på fire procent.

Det betyder også, at boligkøbere nu skal kreditvurderes efter, om privatøkonomien kan klare et lån til fire procent med afdrag. På lån med afdrag er ydelsen efter skat kun faldet med godt 500 kroner om måneden.

En særlig gruppe af andelshavere forgyldes af rentehop

De højere renter for boliglån er grundlæggende dårligt nyt for mange af landets andelshavere.

Men en særlig gruppe kan dog drage fordel af rentestigningerne, hvis de er indehavere af de såkaldte swaplån, skriver Berlingske.

Disse lån har i mange år været en dårlig forretning, mens renten er faldet, fordi renteswappet bliver større i negativ retning.

Men de stigende renter får altså nu renteswappet til at blive langt mindre og i nogle tilfælde endda positivt, forklarer en ekspert.

Og det er afgørende, fordi gælden har en stor betydning for andelsbeviset og andelskronen, da den er en del af værdiansættelsen.

Flere andelsforeninger bør faktisk også overveje, om de skal benytte de højere renter til helt at købe sig ud af swaplånet, forklarer eksperter.

Tre ting, som investorerne bør holde øje med

Chefstrateg Josephine Cetti fra Nordea har torsdag fokus på disse tre ting:

1. Geopolitisk usikkerhed tog investorernes fokus i går og skabte lidt nervøsitet på markederne, på trods af at missilet i Polen højst sandsynligt stammer fra ukrainsk luftforsvar.

Detailsalget fra USA, der var stærkere end forventet, kombineret med en række høgeagtige udtalelser fra medlemmer af den amerikanske centralbank, Fed, skabte bekymringer hos investorerne. Dette sås især i obligationsmarkedet, hvor man igen er begyndt at indregne en større sandsynlighed for en recession og et højere niveau for en rentetop. Markedet har ellers på det seneste været drevet af en tro på, at Fed snart holder igen med stramninger, og at vi muligvis kan slippe af sted med en forholdsvis blød afmatning af økonomien.

Disse forventninger baseres på, at centralbanken tager højde for, at de fleste ledende indikatorer peger på faldende inflation, faldende vækst og stigende arbejdsløshed seks til ni måneder frem i tid. Når medlemmerne af Fed så alligevel fortsætter deres hårde retorik, frygter markedet, at de lægger for meget vægt på forældede data, som øger risikoen for, at de strammer pengepolitikken for meget og derved kører økonomien ud i en dybere recession.

Denne dynamik har været og er stadig det primære fokus i markedet, hvorfor det er vigtigt at holde øje med i forhold til, om aktier skal op eller ned på den korte bane.

2. I USA var markedet også negativt påvirket af et dårligt regnskab fra Target, som faldt 13 procent. Som vi har oplevet i Danmark, har den høje inflation medført en stigning i tyverier i supermarkeder, hvilket varehuskæden Target også har været mærket af. Target meldte om en stigning i tyverier på 50 procent i forhold til sidste år, og indtil videre har tyveri kostet dem 400 millioner dollar på deres profitmargin i 2022.

Det, som primært har kostet detailforretningerne penge i det seneste kvartal, har dog været de store rabatter, de har måttet give kunderne for at komme af med de mange varer, som hobede sig op over første halvår.

3. I dag kommer der tal for byggetilladelser og antallet af påbegyndt nybyggeri i USA. Ifølge den seneste måling fra NAHB (National Association of Home Builders) er bygherrerne i USA ekstremt pessimistiske, og tilliden er den laveste i ti år, når man ser bort fra, da covid-19-pandemien brød ud i 2020. Vi får også en temperaturmåling på fremstillingsindustrien i form af Philly Fed-indekset og Kansas City Fed-fremstillingsaktivitet. Derudover kommer yderligere fem Fed-talere på banen, og vi får regnskaber fra blandt andet Alibaba, Siemens og Macy’s.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: -0,12 procent
  • S&P 500: -0,83 procent
  • Nasdaq: -1,54 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.30:

  • Japan Nikkei: -0,38 procent
  • Hongkong Hang Seng: -2,23 procent
  • Kina CSI: -0,71 procent

Tak, fordi du læste med!