Danskerne bruger mere tid ved skærmen end under nedlukningerne

Der bliver både streamet og set mere klassisk tv end før corona, og vi har flere streamingabonnementer end sidste år. Til gengæld er lunten til at skifte dem kort, og i kulissen lurer gratis eller billigere streaming mod at se reklamer – det kan blive en joker, hvis hjemmeøkonomien bliver for presset.

Danskerne bruger endnu mere tid foran skærmen nu end sidste år på at streame og se tv, viser omfattende undersøgelse. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Signe Goldmann

Danskerne er ikke begyndt at se mindre tv og streaming, efter at de vendte tilbage til arbejdspladserne og skolerne oven på coronaepidemien. Tværtimod vokser tidsforbruget foran skærmene.

34 procent af alle voksne danskere spiller digitale spil hver dag, 27 procent streamer film eller serier, og 23 procent ser klassisk tv, når det sendes. For et år siden streamede 22 procent hver dag, og 15 procent så tv, når det blev sendt.