Business-overblik: Forbrugsfesten vil komme snigende i kølvandet på rekordhøj friværdi

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mødte butiksejere, da de genåbnede deres butikker i Helsingør mandag den 1. marts 2021. Nu taler en cheføkonom om udsigten til en snigende forbrugsfest efter de markante stigninger i huspriserne og dermed friværdierne, som vi har set under coronapandemien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Godmorgen, og velkommen til dagens Business-overblik.

Påsken står for døren, og forårssolen skinner over det meste af landet. Solen skinner også på en stor del af de danske husejere, hvis friværdier er vokset kraftigt. Det kan du læse mere om i dagens Business-overblik, hvor vi også skal forbi så forskellige emner som Jysks butiksmoderniseringer og dansk pres for flere vindmøller i EU.

Men vi begynder med investorernes voksende interesse for en helt anden og mere kontroversiel energiform.

God læselyst og god påske!

Investorer flokkes om atomteknologi – mangedobler indsatsen

Den venturekapital, der flyder ind i firmaer specialiseret i ny teknologi inden for atomkraft, er på få år firedoblet. Det viser data, som Pitchbook, der tracker kapitalrejsninger verden over, har samlet for Finans.

Alene i 2019 og 2020 har atomkraftteknologi tiltrukket 6,4 milliarder kroner i venturekapital fordelt på 58 selskaber globalt. Dansk atomkraftiværksætter oplever ifølge Finans også udviklingen.

Copenhagen Atomics har således i 2020 rejst knap fem millioner euro eller omkring 37 millioner kroner og planlægger at rejse op mod 50 millioner euro i løbet af 2021. Det svarer til op til omkring 375 millioner kroner.

Et andet selskab, Seaborg, som for nylig rejste mere end 100 millioner kroner fra blandt andre Bestsellers ejer, Anders Holch Povlsen, oplever også, at det bliver stadig lettere at tiltrække kapital. Det skyldes ifølge selskabets administrerende direktør, Troels Schönfeldt, at »man begynder at anerkende, at vi står over for et klimaproblem«, som man ikke kan nå i mål med uden atomkraft, skriver Finans.

Jysk sætter turbo på milliardinvestering i butiksnet

Møbelkæden Jysk, der er ejet af Lars Larsens børn og børnebørn, skruer nu op for tempoet i milliarddyre ændringer af butikkernes indretning verden over, skriver Børsen.

Knap 1.000 Jysk-butikker har de seneste år fået et nyt udtryk med trægulve, lysere farver og mere plads til områder med udstillingsmøbler. 2.000 butikker mangler stadig at blive moderniseret, og nu sætter Jysk turbo på ombygningerne.

»Det er tæt på dobbelt fart, vi sætter på nu. Det kommer til at stille store krav hele vejen rundt,« siger administrerende direktør for Jysk Jan Bøgh til Børsen.

Han forventer, at alle butikkerne er blevet ombygget inden udgangen af 2024. Det svarer til, at Jysk skal færdiggøre mere end én butik om dagen.

Regeringen vil have EU til at sætte turbo på grønne energimål

Til sommer skal EU forhandle nye mål for energisektoren. Står det til regeringen, skal målene for vedvarende energi og energieffektivitet øges markant til gavn for både klimaet og dansk eksport. Der står nemlig enorme danske interesser på spil, når forhandlingerne går i gang. Det skriver Berlingske.

Derfor går regeringen allerede nu i gang med arbejdet for at sikre opbakning blandt de øvrige EU-lande.

»Vi sætter os nu i spidsen for et arbejde, som skal samle flertal for et mål om, at vedvarende energi skal udgøre 45 procent af EUs energiforbrug i 2030, mens energieffektiviteten skal øges til 40 procent. Det er en markant øgning og meget ambitiøst,« siger klima-, energi- og forskningsminister Dan Jørgensen (S).

Det glæder topcheferne i to af landets førende industrivirksomheder, Danfoss og Vestas. Begge virksomheder forudser øgede eksportmuligheder, hvis altså Dan Jørgensen får held med at overbevise de øvrige EU-lande om at sætte turbo på vedvarende energi og energieffektivitet.

Forbrugsfesten kommer snigende i kølvandet på rekordhøj friværdi

2.022.000.000.000 kroner eller 2.022 milliarder kroner. Så meget er den samlede friværdi hos de danske boligejere, hvis de alle solgte deres bolig for det beløb, den i dag er værd. Det skriver Børsen.

Boligværdien i Danmark er på 4.012 milliarder kroner, mens gælden ligger på 1.990 milliarder, og trækker man de to tal fra hinanden, når man frem til den rekordhøje friværdi. Danmarks Statistik har på sin side regnet ud, at friværdien i gennemsnit steg 80.000 kroner sidste år.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, forklarer til Børsen, at årsagen er stigende huspriser under coronakrisen, som ikke har givet anledning til samme bekymring for fremtiden som tidligere tiders kriser. Indtil nu har det ikke resulteret i et boom i forbruget, men cheføkonomen forudser over for avisen, at boligejerne formentlig vil blive mere »villige til at lukke op for pengepungen og give sig i kast med forskellige projekter«.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Chefstrateg i Nordea Andreas Østerheden peger på tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:

Dagen i går sluttede i et lille plus for globale aktier, og renterne kravlede endnu en gang højere op. De seneste dage er der ikke sket de store bevægelser på overfladen i markederne, men underliggende kommer der fortsat drypvis nyheder om, hvor meget flere storbanker har tabt på handler med Archegos Capital Management.

Fonden var i slutningen af sidste uge tvunget til at sælge store positioner på grund af tab i forbindelse med handel med finansielle instrumenter. Det sætter ikke mindst fokus på risikotagningen blandt spillere i markedet – vi skal ikke længere tilbage end sagen med GameStop tilbage i januar – og det understreger vigtigheden af risikostyring.

Det bliver interessant senere i dag, hvor den amerikanske præsident, Joe Biden, i Pittsburgh i Pennsylvania vil afsløre detaljerne i sin store infrastrukturplan, der forventes at lande på en samlet regning på omkring 3.000 milliarder dollar. Infrastrukturplanen, som var en af Bidens mærkesager under hans valgkampagne, indeholder planer om investering i blandt andet grøn energi samt infrastrukturprojekter, hvilket med stor sandsynlighed delvis vil blive finansieret af skatteforhøjelser for de velhavende samt virksomheder i USA. Infrastrukturpakken vil formentlig være i fokus de næste par måneder, hvor Demokraterne vil forsøge at få planen godkendt.

På nøgletalsfronten udkommer PMI-data fra Kina, inflationstal fra euroområdet, arbejdsløshedsdata fra Tyskland og en arbejdsmarkedsrapport fra USA. Analytikere forventer, at arbejdsløshedsraten i Tyskland vil forblive uændret på seks procent. På den anden side af Atlanten forventer analytikerne, at antallet af nye job i USA er steget med 550.000 i marts, hvilket vil være den højeste månedlige jobvækst siden oktober sidste år. Den stærke forventede jobvækst kommer, i lyset af at de seneste arbejdsmarkedsdata fra USA har været bedre end forventet, og at flere stater har løftet deres restriktioner.

Det store fokus bliver dog arbejdsmarkedsrapporten nu på fredag, som ventes at vise mere end 600.000 skabte job i marts. Som investor er det vigtigt i den sammenhæng at have for øje, at der fortsat er et stort efterslæb efter coronakrisen, som tager tid at indhente på den anden side. Derfor bør man heller ikke frygte snarlige renteforhøjelser fra centralbankerne.

Det sker på markederne

USA – lukkekurser tirsdag:

Dow Jones: -0,31 procent
S&P 500: -0,32 procent
Nasdaq: -0,11 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.15:

Japan Nikkei: -0,71 procent
Hongkong Hang Seng: -0,31 procent
Kina CSI: -0,61 procent