Bjarne Wind går fra Danske Bank

Direktør Bjarne Wind forlader Danske Bank ved udgangen af februar for at blive direktør i Post Danmark.

Læs mere
Fold sammen
53-årige Bjarne Wind var en af fire direktører, som for nylig forlod direktionen i Danske Bank som led i en slankning og forenkling af ledelsen. Bjarne Wind blev sammen med de andre direktører medlem af en såkaldt eksekutivkomité i banken med stort set uændrede arbejdsopgaver.

- Jeg fik et godt tilbud med nogle spændende opgaver, som jeg sagde ja tak til. Så der er ikke tale om, at jeg er utilfreds med noget i min nuværende stilling, siger Bjarne Wind om jobskiftet.

Han får i Post Danmark ansvaret for økonomi, finans, it samt Post Danmarks filialnet.

Især som leder af de økonomiske og finansielle områder kan Bjarne Wind se frem til en hurtig udfordring, fordi den nye regering ønsker Post Danmark omdannet til et aktieselskab.

For Bjarne Wind giver jobskiftet en vis fornemmelse af at vende hjem. Han var leder af Giro Bank fra 1986 til fusionen med BG Bank i 1995.

Ritzau