53 millioner til undervisning i iværksætteri

Iværksætteri. Selvstændighedsfonden vil fremme selvstændighedskulturen på skolerne.

Selvstændighedsfonden og Young Enterprises indsats for at styrke børn og unges viden om entreprenørskab sikrede 53 mio. kr. til nye tilbud inden for kreativitet, innovation og iværksætteri til uddannelsessektoren i 2005/2006. Det fremgår af Selvstændighedsfondens og Young Enterprises årsberetning, der netop er blevet offentliggjort.

- Lysten og modet til at blive selvstændig er ikke noget, der ligger i generne hos en særlig type mennesker. Faktum er, at man kan lære at blive iværksætter. Derfor er det helt afgørende, at vi arbejder systematisk med iværksætterkulturen fra første færd i vores børns uddannelse. Selvstændighedsfonden bidrager til, at der skabes sammenhængende, spændende og motiverende undervisningstilbud i entreprenørskab gennem hele uddannelsesforløbet, udtaler Jette M. Arnskjold, der er direktør i Selvstændighedsfonden.

Det kræver en stor indsats i hele uddannelsessystemet at skabe den iværksætterkultur, som ifølge Jette M. Arnskjold er afgørende for, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence.

- Det bobler af iværksætterlyst hos rigtig mange danskere. Og det smitter af på lysten til at søsætte nye spændende undervisningsprojekter om entreprenørskab. Desuden kan vi med glæde konstatere, at efterspørgslen efter Young Enterprises undervisningspå iværksætterområdet er stigende. Young Enterprise har nu også udviklet undervisningstilbud til folkeskolen, så vi forventer en fordobling i antallet af elever, der modtager entreprenørskabsundervisning inden for to år, siger Jette M. Arnskjold.

Selvstændighedsfonden har modtaget en bevilling på 30 mio. kr. fra regeringen samt midler og andre ressourcer fra samarbejdspartnere, virksomheder og organisationer.

-trichs