Mild vinter giver plus på varmekontoen

Det milde vejr i 2014 har betydet, at behovet for energi til opvarmning har været ekstraordinært lavt og har sat ny bundrekord. Ifølge Teknologisk Institut kan boligejere spare op til 20 pct. på regningen.

Plus på varmekontoen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det generelt milde vejr i 2014 kommer klart til at afspejle sig på forbrugernes varmeregninger. Udgifterne til opvarmning i hele 2014 bliver 20 pct. lavere end sidste år, og det bør udmønte sig i væsentligt lavere udgifter til varmeregningen,« udtaler sekretariatsleder Jens Chr. Sørensen, Teknologisk Institut.

Teknologisk Institut har gjort antallet af såkaldte graddage op og bruger det til at lave deres beregning. Nu er graddage ikke et begreb, man hører hver dag, men det dækker over et mål for, hvor koldt det har været, og hvor meget energi der skal bruges til rumopvarmning.

Der er et graddagetal for en normalmåned og et normalår – og dermed kan man sammenligne graddagetallet for 2014 med et normalår. Tommelfingerreglen er faktisk ganske enkel: Et lavt tal betyder et lavt behov for energi til rumopvarmning, og det bør give en lavere regning.

Og for 2014 gælder det, at graddagetallet er 27,7 pct. lavere end et normalår – og faktisk er det det laveste Teknologisk Institut endnu har målt, siden de startede opgørelserne i 1936.

»De faldende graddage betyder, at der skal bruges mindre energi til opvarmning. For et gennemsnitlig parcelhus bliver besparelsen på 3.500 kr., mens en gennemsnitlig lejlighed vil spare måske i størrelsen 2.500 til 3.000 kr. på opvarmning i 2014. Men for lejligheder og etageboliger kan der dog være store variationer på grund af faste udgifter til varmeforsyningen,« kommenterer Jens Christian Sørensen i en aktuel pressemeddelelse fra Teknologisk Institut.