Jobbet som præsident glippede for Hillary Clinton – nu kaster hun sig over helt nyt erhverv

Hillary Clinton udgiver sammen med den erfarne canadiske forfatter Louise Penny thrilleren »State of Terror«. Clinton kan som forfatter tjene millioner, ligesom hun selv og andre ekspolitikere har gjort det tidligere.

Sammen med den canadiske spændingsforfatter Louise Penny skriver USAs tidligere udenrigsminister og førstedame Hillary Rodham Clinton (foto) en spændingsroman, som udkommer i USA til oktober. Hun har tidligere skrevet sine politiske erindringer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

USA tidligere udenrigsminister og førstedame, Hillary Rodham Clinton, debuterer til oktober som romanforfatter.

Det gør hun sammen med sin canadiske veninde, den garvede spændingsforfatter Louise Penny, der blandt andet har skrevet spændingsserien om kriminalkommissær Armand Gamache, der også er udkommet på dansk.

De to skriver sammen den politiske thriller »State of Terror«, hvis handling giver mindelser om amerikansk politik i virkeligheden.

Bogen handler om en uprøvet kvindelig udenrigsminister, der tager over efter et fireårigt præsidentskab, hvor USA har tabt international indflydelse. Samtidig destabiliseres verden af en række terrorhandlinger, som sætter den nye udenrigsministers evner på prøve.

I 2019 udgav Hillary Rodham Clinton sammen med sin datter Chelsea Clinton bogen »The Book of Gutsy Women: Favorite Stories for Courage and Resilience«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix.

Hillary Clinton følger som romanforfatter i sin mand, USAs tidligere præsident Bill Clintons, fodspor. Han skrev sammen med forfatteren James Patterson i 2018 spændingsromanen »The President Is Missing«. Bogen solgte ifølge The New York Times mere end to millioner eksemplarer, og forfatterparret udkommer til sommer med efterfølgeren »The President’s Daughter«, der handler om kidnapning af en præsidentdatter. Førsteoplaget er på en million eksemplarer.

Det er usædvanligt, at en tidligere toppolitiker skriver skønlitteratur, og Hillary Clinton og Louise Penny har udsigt til en millionfortjeneste. Forfatternavnet Clinton vil givetvis tiltrække tusindvis af læsere.

Mens Louise Penny kan trække på sin forfattererfaring, kan Hillary Clinton trække på sin politiske erfaring.

»Da min veninde Hillary og jeg blev tilbudt at skrive en politisk thriller sammen, kunne jeg ikke hurtigt nok sige ja,« siger Louise Penny i en pressemeddelelse fra de to forlag, der sammen udgiver bogen, amerikanske Simon & Schuster og canadiske St. Martin’s Press.

Penny siger, at det er utroligt at kunne trække på Clintons insider-erfaring fra det amerikanske udenrigsministerium og Det Hvide Hus.

»Før vi begyndte at skrive, talte vi om hendes tid som udenrigsminister. Hvad var hendes værste mareridt? Svaret var: State of Terror,« siger Louise Penny.

Hillary Rodham Clinton om sin medforfatter Louise Penny

»Jeg har nydt såvel at læse alle hendes bøger og hendes venskab. Nu bruger vi vores erfaringer til at udforske en kompleks verden af diplomati og forrædderi på højt plan.«


Hillary Clinton kalder bogprojektet sammen med Louise Penny for realiseringen af en drøm.

»Jeg har nydt såvel at læse alle hendes bøger og hendes venskab. Nu bruger vi vores erfaringer til at udforske en kompleks verden af diplomati og forræderi på højt plan. Alt i bogen er ikke, som det umiddelbart ser ud,« siger Hillary Clinton.

Kun få statsmænd gør det

Det er usædvanligt, at toppolitikere skriver skønlitteratur, men udover Bill Clinton har blandt andet Benjamin Disraeli, Jimmy Carter, Winston Churchill og Newt Gingrich gjort det.

Derimod er det næsten obligatorisk, at tidligere præsidenter, statsledere og ministre skriver deres politiske erindringer, i nogle tilfælde ved hjælp af en professionel forfatter.

I november kom det frem at den nu tidligere præsident Donald Trump har fået tilbud om tv- og bogkontrakter, som sammenlagt kan være svimlende 100 millioner dollar værd.

Michelle og Barack Obama indgik i 2017 en af de største forlagsaftaler i historien. Penguin Random House i New York betalte i alt 65 millioner dollar i forskud for de to erindringsbøger, som efterfølgende blev solgt i tocifrede millionoplag. Alene Michelle Obamas erindringer, »Min historie« (på engelsk: »Becoming«), der udkom i 2018, har solgt over ti millioner eksemplarer over hele verden.

Da tidligere præsident Bill Clinton i 2004 skrev sine erindringer, »My Life«, gav det ham en indtjening på 15 millioner dollar, hvilket dengang var verdens højeste boghonorar nogensinde.

I 2010 skrev tidligere præsident George W. Bush sine præsidentielle erindringer – »Decision Points« – og han fik syv millioner dollar alene for de første 1,5 millioner solgte eksemplarer.

Hillary Clinton fik 14 millioner dollar for sine erindringer, »Hard Choises« fra 2014.

Herhjemme har den velskrivende tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen haft succes med bøger som »Din egen dag er kort« og »Som blad i høst«. Også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere justitsminister Søren Pind og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har skrevet erindringer.

Forskellen på USA og Danmark er desværre, at det kun er over there, at man tjener millioner på det.