Volden slår til ved Nørrevold

Med sin anden Nørrebro-blues om den dødsangste og hashrygende politimand Axel Steen slår Jesper Stein sit navn fast som en af landets bedste krimiforfattere.

Når nu det snarere er reglen end undtagelsen, at krimiforfattere har svært ved at jonglere smukt og sikkert med både godt sprog og god spænding, er det en behagelig oplevelse at læse en forfatter, der tydeligvis holder af at skrive. Jesper Stein viser med sin anden bog om den dødsangste og hashrygende politimand Axel Steen, at han både kan kaste et hav af bolde op i luften og gribe dem med sproglig virtuositet og en befriende fandenivoldskhed, og han slår med »Bye Bye Blackbird« sit navn fast som en af landets bedste og mest interessantekrimiforfattere.

Som i Steins veloplagte debutroman, »Uro«, foregår handlingen på og omkring Nørrebro, hvor den uregerlige Axel Steen bor. Han forsøger at dulme smerte og savn efter en traumatisk skilsmisse med et eskalerende hashmisbrug, og han kommer først nogenlunde op til overfladen, da nye spor i en gammel sag pludselig dukker op.

Fire år forinden er en nybagt studine fundet dræbt i Ørstedsparken, og selv om Steen er en af landets dygtigste efterforskere med en af de højeste opklaringsprocenter, lykkedes det ham ikke dengang at finde den skyldige. Sagen blev en besættelse for ham og endte med at koste ham ægteskab og kollegial opbakning, hvorefter den blev beordret skrinlagt.

DNA-spor fra en nylig voldtægt af en ung kvinde på Nørrebro viser sig at have forbindelse til andre lignende sager mange år tilbage i tiden og ikke mindst til drabet ved Nørrevold. Steen sætter himmel og hav i bevægelse, bruger ufine metoder og manipulerer med fakta for at få lov til at åbne den gamle sag og finde frem til morder og voldtægtsmand – en koldsindig gerningsmand der ikke lader sig distrahere af, at politiet er i hælene på ham.

Mens Axel Steen forsøger at holde styr på både efterforskning, forholdet til kollegerne og ikke mindst den nye chef, der er kæreste med ekskonen, samt et hedt forhold til en lækker forsvarsadvokat, skal han også have tid til at passe datteren. Samtidig er både en anonym fjende og en flok hårdkogte Nørrebro-rødder på nakken af ham, hvilket ikke gør hans arrede – men ifølge elskerinden sexede – ydre mindre hærget.

Undervejs i efterforskningen viser det sig, at der ikke alene er lavet et ualmindeligt sjusket stykke politiarbejde tidligere, men at der også er sket forkastelige fejl i behandlingen af bevismaterialet. Jesper Stein spidder både politi og presse og den upassende og udbredte mistro, som mange voldtægtsofre mødes med, og dermed får han løftet sin historie fra ren underholdning til at være en spændingsroman med både tyngde og noget på hjerte.

Hvor Steins debutroman blev en smule skæmmet af redigeringssjusk og en lidt tung indledning, er der ryddet godt ud i »Bye Bye Blackbird« – der er kun nogle små skønhedsfejl hist og her, og så starter den lige på og hårdt. At der derudover er kommet flere nuancer i persontegningen, og at miljøbeskrivelserne er noget af det bedste inden for dansk krimilitteratur, samtidig med at plottet bare kører, bør gøre denne bog til en uundværlig del af dette års sommerbagage.

Forfatter: Jesper Stein Titel: »Bye Bye Blackbird« Sider: 368 Pris: 250 kr. Forlag: Politikens Forlag