I byen Trieste i det nordøstligste hjørne af Italien ligger et krigsmuseum for freden, »Museo della Guerra per la pace«. Det er historien om det museum og om manden bag dets tilblivelse, der har inspireret Claudio Magris til den i bogstavelig forstand overvældende og på mange måder gruopvækkende roman »Intet retsligt efterspil«.
Forfatteren og litteraturprofessoren fra havnebyen med den omskiftelige og meget sammensatte historie har et sted mellem roman og essay skabt et værk, der har sit udspring tæt ved de samme lærde og indfaldssprudlende kilder som mesterværket »Donau«, der for længst har opnået status som en af den europæiske litteraturs nyere klassikere.
Som »Donau« er en rejse i Donau-områdets historie og kultur, sådan former »Intet retsligt efterspil« sig som en omfattende og vidtforgrenet opdagelsesfærd i krigens, voldens og den menneskelige nedrigheds landskaber.
I Trieste omkommer en inkarneret samler af »dødens udstyr« ved en brand i det museum, han betragter det som sin livsopgave at opføre og indrette, og det bliver kuratoren Luisa Brooks opgave at fuldføre indretningen af museet.
Claudio Magris’ komplekse, temarige og krævende roman følger tre hovedspor. Det ene spor gennemgår museets opbygning sal for sal med det vældige opbud af krigens inventar fra »stammebåde, granatsplinter, bulede kogekar, telefonrør fra felttelefoner, fladmaste patronhylstre« til maskinpistoler, tanks og undervandsbåde.
Det andet spor består af en række kapitler, der fortæller kuratoren Luisa Brooks historie. Med en jødisk mor og en afroamerikansk far fletter Luisas familiehistorie både et holocaust- og et slavetema ind i historien om krigens eller »hadets museum«.
Bogens tredje spor er glemslens og fortrængningernes spor med den maniske samlers notater som en rød tråd.
Det gode selskab der lukkede øjnene
Med titlens »Intet retsligt efterspil« som en desillusioneret konklusion bliver forfatterens måske vigtigste ærinde skildringerne af det gode selskab og de fremtrædende borgere i Trieste, der samarbejdede med nazisterne og lukkede øjnene for torturen, de systematiske henrettelser og røgen, der steg op fra Rismøllen, den eneste udryddelseslejr i Italien:
»Det er denne røg, jeg er på jagt efter ... Jeg kæmper ikke imod glemslen, men imod glemslen af glemslen, mod den skyld der ligger i ikke at vide, at man har glemt.«
Magris’ roman, fremragende oversat, er et indigneret opgør med de lukkede øjne, med glemslen, fortielserne og fortrængningerne, og den er en nærmest altomfattende udforskning af krigen som et tilsyneladende evigt og uomgængeligt menneskeligt vilkår.
Til romanens stofrigdom og mangfoldighed af temaer svarer den karakteristiske stil med sin detaljerigdom, den til tider overvældende ophobning af indskud og de vildt og vidtforgrenede digressioner.
Med gennemgangen af våbnene i museumssalene, med de talrige referencer til litteraturen og med de mange historiers afstikkere og forgreninger i alle retninger fra planteriget med kaktus, »disse tornede og aggressive vækster«, til væggelusenes og indvoldsormenes domæner og fra efterkrigstidens Trieste til Mexico i 1860erne eller Polen under Anden Verdenskrig, har Claudio Magris skabt en slags krigens totalgobelin.
Let læsning er »Intet retsligt efterspil« ikke.
Men læseren, der tager Claudio Magris’ udfordring op, forlader krigens museum en stor og på samme tid voldsomt fascinerende og grumt desillusionerende oplevelse rigere.
Titel: »Intet retsligt efterspil«.
Forfatter: Claudio Magris.
Oversættelse: Hanne Jansen og Lorens Juul Madsen.
Sider: 408. Pris: 350 kr.
Forlag: Rosinante.
Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature i samtale med Jens Christian Grøndahl lørdag kl. 16.
