Norske Synne Leas digte er som tynd is: Smukke, skønne og urolige

»Nattevagt« lander som en længe ventet og sjældent smuk fugl i det danske børnelitterære landskab.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark udgives der ikke mange digtsamlinger for børn. Tilmed er få af dem gode. Den i mere end én forstand billedstærke »Nattevagt« udfylder manglen med stramt og fortættet komponerede digte, skrevet af norske Synne Lea og godt oversat til dansk af Naja Marie Aidt. Bogen er en æstetisk nydelse, hvor der er kælet for alt, den lyseblå ryg i shirting, den grafiske opsætning og de kongeniale, sugende smukke billeder, som Stian Hole har skabt. Det er en fuldendt bog.

Lea kendes i Danmark for sin børneromandebut, »Leo og Mei« fra 2012, mens Stian Hole slog sit navn grundigt fast med billedbogstrilogien om Garmann i 2012-13, fulgt op af billedbogen »Annas himmel« fra sidste år. Hans på én gang konkrete, distinkte og drømmende billeder er et himmelsk match til Leas både substantielle og florlette digte.

Hvert enkelt digt i samlingen søger en almen sandhed, hvor naturen fremstår som det alt, som mennesker er afhængige af, de handler om følsomhed og eksistentiel angst, i de fleste tilfælde meget konkret i små mono- og dialoger, beskrevet af et barnligt jeg.

Forfatteren husker eminent barnets uro ved forældrene, denne ukendte trussel i det nære, som når man opdager, at mor måske ikke er den, man troede hun var: »Når mor sover/er hun ikke//mor mere.« Hun skriver om det universelle som noget konkret i det abstrakte: »Der skal kun én ven til nu/så er du stor nok//og kan løbe alene hjem, siger far./Så lærer du// at flå mørket op/med hænderne og kaste det på den/du tror følger efter dig.« Hun skriver om venskaber og ensomhed: »Jeg ved hvorfor/vinteren ikke vil hjem./Det er ensomt//at gå lige før/festen begynder.//Den vil så gerne sige noget, vinteren//Men det kan den ikke. Den står bare der/og holder tung sne/op foran sig.«

Et par af de 48 digte er piget lommefilosofiske, men de fleste er som tynd is: En smuk, blank og skøn overflade med en lurende farlighed på spil nedenunder, der yderst nærværende sætter underbevidstheden i urolig bevægelse.

Holes foruroligende fotoshop-billeder forholder sig associativt til digtene, som rene kunstværker. Det konkrete og abstrakte flettes sammen, og umiddelbart dukker den belgiske kunstner René Magritte op som reference: Et lyseblåt gardin med fine, hvide skyer trækkes op med en fiskesnøre og afdækker nattehimlens måne og stjerner. I en have med mor og lillebror sidder pigen med fletninger fra Holes omslag til Roy Jacobsens »Vidunderbarn«. Garmann genkendes med sin dinosaurus i hånden ved moderens seng.

Ingen personer ses en face med åbne øjne, og de gennemgående forskelligt udseende mennesker gør digtene almengyldige, mens teksternes intime tone fastholder illusionen om jegfortællerens egen historie. Kort sagt en sublim bog, som det er en gåde, at Norge ikke har nomineret til den næste Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.

Titel: Nattevagt Forfatter: Synne Lea Tegner: Stian Hole Oversat af: Naja Marie Aidt Sider: 86 Pris: 230 kr. Forlag: Høst & Søn