»Vi lever sådan. Under dette voldsomme tryk, i denne fornedringsproces som i et stadigt hurtigere tempo forsøger at fjerne alt det som gør os menneskelige.«
Flere ord skal der ikke til for at fornemme alvoren, dybden og sprogbeherskelsen i Kristian Lundbergs »Yarden«. På omslaget står der, at det er en »Fortælling«. Det ligner nu mest en selvbiografi med brug af romangreb. Stor litteratur er det under alle omstændigheder; denne skrift der fortæller om det private, det individuelt oplevede, men samtidig ligner en kritik af det system, vi alle er med til at opretholde, og hvis slagsider de fleste af os vender blikket væk fra.
Men Lundberg begynder med sig selv. Engang var han en rost forfatter i Sverige og skrev anmeldelser for en af de større aviser. Han var en del af den kulturelle elite, en af de privilegerede, og havde foretaget en rejse op gennem klasserne. Helt tilbage fra en barndom i Malmøs fattigste kvarterer, hvor familien flyttede, hver gang morens regninger hos købmanden blev for store, og hver gang hendes psykiske sygdom gjorde det ubærligt at blive boende. Faren arbejdede sig derimod op og ud af familien og blev en succesrig forretningsmand. En mand, som lokalaviserne skrev om. Men sønnen blev aldrig nævnt i artiklerne; han var væk, slettet fra sin fars historie.
Social opstigen er forbundet med skam og fornægtelse, det mærker Lundberg, der som voksen selv foretager en rejse opad. Mod såvel økonomisk som kulturel kapital. Og Lundberg var noget, lige indtil rejsen med ét gik den anden vej, og han faldt hele vejen ned på bunden: »Jeg er hjemme igen; tilbage hvor det hele startede.«
Så tidligt om morgenen går Lundberg fra sin lille lejlighed og hele vejen ud til havneområdet, til Yarden. En tur på flere timer. Blot for at spare busbilletten. På havnen arbejder han som daglejer; fejer sne, gør rent med med kamikalier der ødelægger hænderne, kører tusinder af biler ombord på skibene, og gør det hele med frygt for at ridse lakken eller gøre andet, der kan bringe ham i unåde hos »Formændene«. Hele havneområdet er overvåget, oplyst og indhegnet. Som en kz-lejr. Og »afhumaniseringen«, som Lundberg kalder det, finder sted på to lige tragiske planer. Det er nemlig ikke kun formændene, der anser daglejerne for udskiftelige maskiner. Sådan ser de også på sig selv og hinanden.
»Livet; et spyd lige ind i brystet«, skriver Lundberg i »Yarden«, der er en moderne arbejderskildring, men også en afsøgning af den måde, hvorpå den sociale arv altid griber ind i et liv. Det er dén, faren frygter, når han fornægter sin familie i sit nye liv, og det er dén, der trækker Lundberg tilbage til livet på Malmøs slagside. Sørgeligst er det, at han altid har ventet, at det ville ske; at fortiden, som en gravitationskraft, vil trække ham ned igen. Ned i en verden uden penge eller privilegier, hvor »Mor staves vanvid og Far staves fravær«.
Med sin egen fortælling binder Lundberg også an til en større historie om kapitallogikken og den måde, hvorpå de svageste udbyttes for, at de rigeste kan maksimere deres profit. Og når det er så uafrysteligt, er det, fordi den pointe ikke belyses med tal og grafer, men mærkes af et menneske med blottede nerveender og stor sproglig sensibilitet. De andre daglejere på havneområdet kan ikke skrive om livet bag hegnet – de fleste taler ikke ordentligt svensk – men det kan Lundberg, der med stor effekt springer mellem beskrivelser af hverdagen og tanker om arbejde, tingsliggørelse, klasseskel og skriften som en form for lindring.
Det kan i såvel stil som temaer minde om Tomas Espedal. Men det er også kun mindelser, for Lundberg har skrevet en bog i sin egen ret om livet som værdiløs, som let udskiftelig. Lige derovre på den anden side af broen. Omgivet af biler, men i tomgang. Og så alligevel »denne lykke i alting og ingenting, at vi trods alt lever.«
Titel: Yarden Oversat af: Anne Marie Têtevide Forfatter: Kristian Lundberg Sider: 160 Pris: 228 kr. Forlag: Batzer & Co.
