Siri Hustvedt leger med masker i nyt, imponerende værk

Siri Hustvedts roman, »Den flammende verden«, er imponerende kraftfuld og intellektuelt stimulerende og legende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ser vi anderledes på et kunstværk, når vi får oplyst, at det er skabt af en mand, end når vi ved, at det er en kvindes værk? Højst sandsynligt. Det er ikke en chokerende ny diskussion. Men spørgsmålet melder sig med overraskende kraft under læsningen af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedts stærke og legende roman, »Den flammende verden«.

Billedkunstneren Harriet Burden – som længe har været ignoreret af kunstsamlerne – kaster sig ud i et kunstnerisk maskerings-eksperiment, hvor hun skjuler sig bag mandlig maske på tre soloudstillinger omkring årtusindskiftet på gallerier i New York med værker tilskrevet Anton Tish, Eldridge og Rune. Hensigten er at afsløre kunstverdenens forudindtagede holdninger. Som det hedder i bogen: »Denne incestuøse, pengestærke, lille snurrende klode af mennesker, der køber og sælger kunstgenstande«. Hævnaktionen bliver dog ikke helt så enkel.

Harriet Burden er en yderst belæst, velhavende og passioneret kunstner, enke efter en stor kunsthandler. Hun holder af værker af Vermeer, Velasquez og Louise Bourgeois og er helt tydeligt i sine kunstneriske installationer inspireret af sidstnævnte. Burden har ikke ligefrem et image med magnetisk tiltrækningskraft. Hun er en »gammel nyhed«, sky, ensom og intelligent og har en forestilling om, at hvis hun havde en anden udstråling, ja, ligefrem et andet køn – en »fallisk facade« – ville hendes kunst blive modtaget anderledes positivt.

Kunstneren skal selv være et billede for at kunne slå igennem, og al den vrede, Harriet har i sit problematiske sind, er ikke noget, der sælger. Tiltrækkende image har til gengæld den unge, pågående og sexede Rune, der bliver kaldt »kunstnerfænomenet«. Han kropsliggør en idé. Men hvem er det, der manipulerer hvem? Spørgsmålet om, hvordan vi ser os selv i samspil med andre, er et emne, Siri Hustvedt tog op i essaysamlingen »At leve / at tænke / at se« (2012).

Spørgsmålet dukker op i erindringen under læsningen af »Den flammende verden«. For hvor meget skaber man, som man udelukkende kan takke sig selv for?

Kunstverdenens opblæste typer og forudindtagede holdninger er ikke det eneste, Burden ser skævt til. Gennem de mange notesbøger får vi indblik i hendes sårbarhed, som kan kædes sammen med hendes mands dobbeltliv og hendes fars tendens til at afvise hende. Romanen – som er bygget op som et puslespil af forskellige personers syn på samme historie – holder gennemgående et højt niveau med relevante temaer og drive.

»Den flammende verden« er intellektuelt stimulerende og en både kunst- og menneskeklog roman, hvor læseren bliver stillet over for et psykologisk udredningsarbejde. Uden at skære det ud i kraftigt pap får romanen belyst nogle centrale aspekter ved det at være kvindelig kunstner samtidig med, at den peger på overfladiskheden i dele af galleriverdenen og blandt kunstsamlerne. Romanen kredser om ambition, begær, berømmelsens og pengenes magt, men også fint om menneskelig sårbarhed.

Den er skrevet med engagement og en legende hånd. En imponerende helhed med stor indsigt.

Titel: Den flammende verden Forfatter: Siri Hustvedt Oversat af: Christian Bundegaard Sider: 440 Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof