Knaldroman myrder MGP-chef - og sig selv

Aktuel konspirationsteori-inspireret fiktion om Melodi Grand Prix, mafiametoder og mord på DRs underholdningschef er en blandet landhandel.

Korruption, afpresning og aftalt spil er en lige så fast del af det europæiske Melodi Grand Prix som Eurovisions pompøse kendingsfanfare og den evigt genkendelige engelsk-franske stemmeafgivelse, skal man tro en ny spændings- og altmuligtandet-roman fra det fakta-fiktionalistiske forlag Bogkompagniet. I journalisten Jan Eriksens krimidebut, »Smuk som et nakkeskud«, er intet i planlægningen og afviklingen af det store MGP overladt til tilfældighederne, end ikke hvem der skal vinde, og det kan – når de korrumperede bagmænd ikke er tilfredse – føre til mord.

Så når DRs underholdningschef og øverste boss for blandt andet Melodi Grand Prix og X Factor, Henrik Klein, findes nakkeskudt på sit kontor i DR-byen, er det ikke nødvendigvis, fordi han var et dumt svin, der bedrog sin hustru, afviste sin voksne datter, hånede fallerede popstjerner, udstillede de svage, sjoflede sine foresatte eller var aggressiv over for elskerinderne. Det kunne lige så vel være, at det mafiøse bagland var blevet træt af ham og ville have ham fjernet sådan i mafia-logisk forstand.Det er på sin vis et ganske godt – og MGP-aktuelt – plot, og det ville have kunnet fungere, hvis forfatteren havde haft mere fokus på hvilken historie, han ønskede at fortælle.

Desværre flagrer både handling og form i flere retninger, og den røde tråd, der skulle binde alle de mange sidehistorier sammen, knudrer sammen. Forlaget dækker sig ind ved at karakterisere bogen som både krimi, satire, ironisk metaroman og samtidsroman, mens forfatteren kalder den en knaldroman – og det er vist problemet, at den er for meget af det hele og derfor ender med at være hverken-eller. Som krimi lider bogen i alle fald under ikke at have én eller blot få hovedpersoner, men at alle figurer forbliver bipersoner.

Titel: Smuk som et nakkeskud Forfatter: Jan Eriksen Sider: 290 Pris: 249 kr. Forlag: Bogkompagniet