Det handler om selvmord, kærlighed og litteratur

Christina Hesselholdt har været så flink at give os endnu et bind i serien om Camilla og hendes kreds.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Christina Hesselholdt udgav »Selskabet gør op« (2012), som var det tredje bind i serien om Camilla og hendes kreds af venner og familiemedlemmer, blev den af flere anmeldere betegnet som en novellesamling, og som det sidste bind i en trilogi – de to første var »Camilla and the horse« (2008) og »Camilla – og resten af selskabet« (2010).Men sådan skulle det ikke være. Vi har nu fået et fjerde bind, og selv om forlaget i pressematerialet godt nok bedyrer, at det foreløbig er den sidste bog i serien, ja, så er der vel egentlig ingen grund til, at legen stopper her. Og noveller? Mjaeh... Der er pænt langt til den klassiske novelleform. På titelbladet kaldes bogen en »fortællekreds«. Men jeg tror, vi skal nøjes med at betegne det som litteratur. Af den fine slags.Har man ikke været Camillas selskab før, kan man ligeså godt stige af her og få fat i de første bind først. Man klarer sig nemlig bedst med forkundskaber, både hvad angår Camillas selskab og litteraturhistorien generelt. Døden og selvmord fylder en del for Camilla i dette bind, og den østrigske forfatter og misantrop Thomas Bernhards refleksioner over samme er et af referencepunkterne i den første halvdel. I anden er det Iris Murdochs forfatterskab.

I bogens første del sidder Camilla i sin sommerhushave og skriver om sin familie – om dens selvmordsforsøg og depressioner. Hun føler sig, jævnfør titlen, »agterudsejlet«, som en sømand, der er skyllet overbord og ser skibet forsvinde ud i horisonten. Hun havde ellers, skriver hun i en parentes, sagt, at hun ikke ville skrive mere om døden, men den død, hun her har fat i, er den virkelige død, ikke den »tanken snor sig om og bruger som en bedekrans.« Det handler om bedstemoren, der forsøgte at tage sin datter med i døden; om mistanken om selvmord, der hænger ved dem, der én gang har forsøgt den vej. Om frygten og sorgen.

Men døden er ikke det eneste tema. Det er kærligheden også. Både den, der eksisterer mellem familiemedlemmer, og den man møder senere i livet. Camilla tager med veninden Alma til New York og forelsker sig her i en mand, der er noget ældre end hende og gift.

Og så handler det som nævnt også om litteratur. I en virkelig morsom passage har Alma fået oversat en tekst til engelsk og ryger i offentligt klammeri med sin forlægger, da han antyder et racistisk motiv i, at hun skriver om »three short chinamen«. Hun forklarer, at hun blot laver en allusion til den danske børnesang om de tre små kinesere på Højbro Plads. Men hvad nytter det, når den ikke findes på engelsk, og når den kulturelle sammenhæng, hendes oversatte tekst nu indgår i, ikke forstår dansk monokulturs særlige mindset.

Hesselholdt blander humor og alvor, smerte og latter, i denne udefinerbart strittende bog. Hun har en fabelagtig evne for snurrige formuleringer. »Og jeg ved godt jeg ved godt«, konstaterer Camilla, da hun hovedkulds forelsker sig i den ældre mand. Og i forbindelse med selvmordene, bemærker hun, at »omstændighederne havde fået mig til at ukende mig selv«.

Vi andre sætter pris på, at vi har fået lov at kende Camilla. Og vi håber, bekendtskabet får lov at fortsætte.

Titel: Agterudsejlet Forfatter: Christina Hesselholdt Sider: 96 Pris: 250 kr. Forlag: Rosinante