»Jeg skal trænge ind i skrifternes mysterium og i videnskaben om dem.«
Det er kvinden i Sara Mannheimers anden roman, »Handlingen«, der tænker sådan. Og hun tænker meget. Store abstrakte tanker om litteraturen og om, hvordan hun kan blive en intellektuel, en af »de indviede«.
Men inden vi fortsætter, må jeg lige sige, at jeg sjældent har været så irriteret på en roman. For så, senere i læsningen, at mildne og nå til en eller anden form for respekt. At være i selskab med »Handlingen« har været lidt som at gennemleve et skænderi og så ende med at sige »Okay, nu forstår jeg bedre.«
Til det irriterende hører den verden, svenske Mannheimer har bygget op, og som er både prætentiøs og symboltung. Her er der Hjemmet, Mellemrummet og Indre rum – alt med stort begyndelsesbogstav – og tanken er vel at skabe et univers, hvor alt er udtryk for noget alment eller arketypisk. Det er bare for meget og for lidt på samme tid, også på sætningsplan, hvor der bruges formuleringer som »det yderste inderste«.
Midt i dette ønsker kvinden at tilegne sig alverdens litteratur, som åbenbart er til rådighed i Biblioteket. Endnu har hun dog ikke læst så meget som én bog, og efter lange overvejelser finder hun Begyndelsesbogen, nemlig Roland Barthes’ »Litteraturens nulpunkt«.
Den er umiddelbart et skidt førstevalg med sit næsten uigennemtrængelige sprog og sine komplekse tanker om bøger som et sted, hvor læseren frit kan skabe litteratur eller - med Barthes´ egne ord - »tage imod den som spil«.
Erkendelsen kommer
Kvinden har da også sine vanskeligheder, men kommer, blandt andet via den litteratur, Barthes nævner undervejs, i kontakt med andre forfatterskaber: Rilke, Dante, Mallarmé, Cervantes og ikke mindst Inger Christensens digte, der slår emotionelle tråde an i hende.
I de passager bliver »Handlingen« følelser i stedet for rene, flyvske tanker. Det samme sker, med endnu større eftertryk, to tredjedele henne i romanen, hvor det omsider belyses, hvorfor kvinden har givet sig i kast med litteraturen. Det handler for hende om, midt i en stor sorg, at opnå indsigt via andres erfaringer og tanker. Om at koble sig på en større hjerne, om man så må sige, og ad den vej forstå og søge trøst.
Og da kvinden læser Imre Kertészs »Kaddish for et ufødt barn«, hvor en mand siger nej til at få et barn, nærmer læseren sig - de, der ønsker at læse bogen, bør ikke læse videre nu - den ufrivillige abort, der piner kvinden.
I samme øjeblik, som dén erkendelse når frem, står det også klart, at alle de forudgående siders plumrede, prætentiøse sætninger blot forstærker oplevelsen af pludselig at forstå. Det er som at gå gennem en filtret jungle og med ét træde ud i en lysning.
På den måde er »Handlingen« ikke bare en hyldest til litteraturen som trøster og erkendelsesredskab, men også en påmindelse om, at man skal læse en bog til ende. At lukke den tidligere er en absurd handling. For nu at blive i romanens sprog.
Titel: Handlingen. Forfatter: Sara Mannheimer. Oversætter: Anne Marie Bjerg. Sider: 332. Pris: 250 kr. Forlag: Turbine.
