Man skal kæmpe for det, man har kært

Jacob Riising debuterer med en historie om en superhelt fra Skovlunde

Superhelten fortæller om sin plan. Tegning fra bogen af Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Hvad gør man, når en komet fra det ydre rum truer med at udslette det sted, hvor man elsker at bo? Flygter man eller handler man? Dilemmaet er den 11-årige dreng Nillers i Jacob Riisings debutbog,« Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe«, og titlen afslører, at selvfølgelig træder Niller i karakter som superhelt, iklædt gummistøvler, underbukser og Preben Elkjær-landsholdstrøje. Skovlunde Bytorvs redningsmand, Karmaboy, er således klar til handling. Til trods for, at han er både rødhåret, splejset og nervøst anlagt.

Set-uppet kendes fra andre fortællinger om superhelte, lige fra den blege Clark Kent, bedre kendt som Superman, til den tykke Palle Nørhmann alias Antboy. Og den tilsyneladende altid veloplagte TV-vært Riising placerer sin helt i en »velkendt« historie, hvor intet er helligt, og alt er fortalt med rablende overskud, direkte læserhenvendelser og et typegalleri i et minisamfund, som vi har set det før – ikke mindst i Ole Lund Kirkegaards værker.

Forfatteren er tydeligvis ude i to ærinder: At få børn – ikke mindst drenge – til at læse og at fortælle historien om at kæmpe for det, man har kært, selv om alle odds er imod én. Med små, humoristiske peptalks i kapiteloverskrifterne lokker og pirrer forfatteren læserne videre i handlingen.

Mere udtalt er forsøget på at lokke drengelæserne til bogen gennem skildring af det, der sker med nummeren i en duperende tour de force af tvetydigheder, fantasifulde synonymer for numse og anden lavkomik under bæltestedet. Men godt halvvejs får historien mere fart og flere nuancer, da kometen og katastrofen nærmer sig, og alle andre end Niller og hans ven Tykke virker ligeglade. Claus Bigums sort-hvide billeder kører befriende nok ikke tekstens overdrivelser ud ad tangenten. Tvært om gøres typerne menneskelige, og satiren får runde charmerende buer.

Bogens scoop er Riisings opdatering af bogmediet til den netbaserede generation. Her er således en satirisk installationsguide, samt advarsler til uprøvede boglæsere, og f.eks. springer han kapitler over med følgende begrundelse: »Ja, jeg sprang lige fem kapitler over, for nu skal vi sgu have gang i historien«. Legen fortsætter bogen igennem med mildest talt muntre fodnoter og kommentarer, som implicit gør opmærksom på, at dette er en børnebog og den kan faktisk være både sjov og overraskende – også for den voksne oplæser.

»Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe« er kort sagt et godt grin!

Titel: Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe.

Forfatter: Jacob Riising.

Tegner: Claus Bigum.

Sider: 144

Pris: 200 kr.

Forlag: Carlsen