Vi går ikke rundt som fuldendte værker - ligegyldigt hvor meget vi arbejder på projektet. »Vi er alle en råskitse fra en distræt malers hånd«. Erkendelsen af det skitseprægede i det personlige liv opstår i den yderst produktive, venezianske maler Tintorettos sind, da han de sidste 15 dage af sit liv forsøger at komme overens med sine handlinger og sit forhold til Gud. Det sker i Melania Mazzuccos mursten af en historisk kunstnerroman »Tintorettos engel«.
Tintoretto (egentlig Jacobo Robusti, 1518-94) var en af de mest succesrige venezianske malere i generationen efter Tizian. Han var angiveligt upopulær, fordi han var hæmningsløs, når det drejede sig om at skaffe opgaver. Tintoretto var optaget af at skabe handling og dynamik i maleriet og ikke mindst af at skabe kontrastvirkninger mellem lys og skygge. En af de kunstnere, der var stærkt inspireret af Tintorettos værker, var maleren El Greco.
Centralt i »Tintorettos engel« står malerens nære forhold til datteren Marietta (1556-90), der var frugten af hans kærlighedsforhold til en tysk prostitueret. Det tætte og kreative fællesskab med Marietta – hvor faren og datteren, som var hans assistent, arbejder på at opnå bestemte farvenuancer eller gengive en fakkels genskin – går ud over forholdet til hustruen Faustina og deres fælles børn.
Modsætninger mødes
De andre piger går i uldne kjoler og kender næsten ikke deres far, mens Marietta forkæles med silke og kniplinger. Den klassiske kunstnerproblematik - modsætningen mellem kunsten og livet - fremstår i romanen som Tintorettos sene erkendelse af ambitionens negative konsekvenser, det manglende følelsesmæssige engagement i familien på grund af den monomane optagethed af det kunstneriske arbejde. Han ville være sin tids erindring og stemme. Men, hvad der er mere problematisk er, at han opfatter Marietta som sit værk. Som det udtrykkes i romanen: »Du tror du kan behandle os på samme måde som du behandler figurerne på dine malerier ( …) du placerer os i lyset eller lader os stå i skyggen.« Romanen belyser ikke blot Tintorettos ambition og manglende tilstedeværelse, men også kvinders evner, lyster, energi og vilje, især i skildringen af Marietta.
»Tintorettos engel« rummer flere beskrivelser af kunstnerisk arbejde – som en form for kærlighed eller besættelse – og af det skabende sinds kompleksitet, men man kunne godt ønske sig en endnu mere borende, psykologisk indfaldsvinkel. Et sted i romanen hedder det, at et »lærred er som en person. Nogle gange tænder gnisten, andre gange gør den ikke.« Men beskrivelsen af den skabende glæde og den dermed forbundne frihedsfølelse får ikke helt nok lys, fordi det overordnede perspektiv er tilbageskuende. Det er dog tydeligt, at Melania Mazzucco har blik for den klassiske kunstnerproblematik og for et sammensat, ofte egoistisk, temperamentsfuldt og magtsøgende kunstnersind. Og så kan hun skabe flow i fortællingen. Romanen er ikke bare en skitse.
