Mens de fleste krimier bliver skrevet og solgt som hurtig underholdning med en masse tjubang og hæsblæsende handling, findes der enkelte forfattere, der har mere på hjerte.
Folk som Karin Fossum, der formår at levere nervepirrende spænding og stof til eftertanke, og som samtidig kan skrive så poetisk og minimalistisk rent, at hendes bøger såmænd kunne rubriceres under andre hatte end den krimilitterære.
I Fossums 11. bog om kriminalkommissær Konrad Sejer tager hun emner som Downs Syndrom og epilepsi under kærlig behandling, og efter endt læsning af »Carmen Zita og døden« sidder man tilbage med hovedet fuld af tanker om retten til livet og døden, om fosterdiagnostik og om forholdet mellem forældre og børn.
Ikke fordi Fossum løfter så meget som en enkelt belærende pegefinger, men fordi hun tager fat om ømtålelige emner på en så sofistikeret facon, at man som læser påvirkes følelsesmæssigt og nødvendigvis må reflektere over dem og over sine egne holdninger.
Iscenesat idyl ved skovsø
Handlingen foregår omkring en norsk sø, hvor en lille dreng findes druknet.
Det ligner en tragisk ulykke, de unge forældre og bedsteforældrene er dybt ulykkelige, men Konrad Sejer aner en mislyd i hele miseren, og da han borer i de efterladtes vidneforklaringer, vælter gamle skeletter ud af skabene.
Den iscenesatte idyl med det unge par installeret i en villa ved en skovsø, suppleret med billedet af den opmærksomme bedstefar og i øvrigt generøse arbejdsgiver for de to unge, har sprækker i fugerne og begyndende råd i konstruktionen.
Hvordan det hænger sammen, skal ikke afsløres her, men man lækker ikke for meget ved at konstatere, at misforstået forældrekærlighed og manglende åbenhed bærer en del af skylden for det, der sker.
Én ulykke kommer sjældent alene, og selv den hærdede kriminalkommissær Sejer, der i øvrigt døjer med voldsomme svimmelhedsanfald og begyndende dødsangst, bliver følelsesmæssigt berørt af sagens udvikling.
Historien fortælles afmålt og registrerende, uden for mange ord, stedvist poetisk og ofte atypisk afslørende i krimisammenhæng.
Det særlige ved Fossums skrivestil er, at hun umiddelbart gør det stik modsatte af, hvad den gode forfatter ellers altid hyldes for, og at hun gør det overrumplende godt. Hun fortæller og afdækker frem for at vise og udstille. Hun lader sine figurer analysere og vurdere. Fælde dom. Med andre ord skriver hun tilsyneladende slet ikke efter den næsten ikoniserede devise: Show it, don’t tell it!Men Fossum er finurlig, og bag det tydeligt fortalte gemmer sig et andet lag af usagte vibrationer, og det er i dette andet lag, at hun shows and doesn’t tell.
Det er der ikke mange krimiforfattere, der evner, men Fossum er i en klasse for sig. Desværre står slutningen ikke helt mål med resten af historien, da det er næsten usandsynlige tilfældigheder, der fører til den endelige opklaring, og så er der ærgerligt nok et par meningsforstyrrende korrekturfejl undervejs, hvor »han« og »hun« er byttet om. Men det er nok kun den pernittengrynede anmelder, der lader sig forstyrre af det.
Titel: »Carmen Zita og døden«. Forfatter: Karin Fossum. Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen. Sider: 200. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.
