Hvis man kan leve med at læse vinterkrimier i den danske sommervarme, så er der lige nu tre iskolde nyheder fra to af vores nordiske nabolande.
Den ene, Karin Fossums »Jeg kan se i mørke«, er strengt taget mere en psykologisk-realistisk spændingsroman end en egentlig krimi, men til gengæld også så uhyggelig, at den fryser ens nakkehvirvler til is. Den adskiller sig fra de to andre ved at være skrevet i et så underspillet sprog og med en så psykopatisk stemmeføring, at det er lige ved at være for meget af det gode. Eller grumme.
Jeg-fortælleren Riktor er sygeplejerske på et alderdomshjem, hvor han i det skjulte piner og plager de gamle. Han gør alt for at holde den pæne facade, men i enrum er han djævlen i egen person, indtil flere ting går grueligt galt. Da politiet mistænker Riktor, er det imidlertid for noget ganske andet end det, han troede, man ville bebrejde ham.
Fossum snor sin læser om sin skarpe pen og stiller én i et skræmmende dilemma: Holder man med hovedpersonen eller ej? Identificerer man sig med ham i en grad, så man håber det bedste for ham - i det mindste retfærdighed - eller synes man bare, at han er det rene afskum? Og i begge tilfælde: Hvad er man så selv?
Iskold og lidt banal uhygge
Også i islandske Stefán Mánis »Ødeland« er hovedpersonen en forbryder af værste skuffe, om end det ikke her drejer sig om afgrundsdyb menneskelig ondskab, men om overlevelse i underverdenen.
Det store brød af en énøjet og sagnomspunden, frygtløs gangster, Odin, får lavet kuk i en narkohandel og ender som jaget vildt i ødemarken. For at overleve siger han ja til en besynderlig opgave for en rigmand, han tidligere har arbejdet for, men da denne dør, før pengene er betalt, er gode råd dyre.
»Ødeland« har mange gode passager, masser af iskold uhygge, en pæn portion humor, og så giver den en god indsigt i det islandske samfund frem til det økonomiske kollaps. Men den er også ind imellem for banal og for lidt sofistikeret.
Det banale og det lidt for letfordøjelige fylder også i norske Kjell Ola Dahls »Isbaderen«, der ellers har mange gode elementer i sig til at kunne være blevet en fremragende krimi.
En ung embedsmand fra Finansministeriet findes druknet i Oslo havn efter at have spist julefrokost med en kendt kvindelig politiker. Kort efter rammes en narkoman af et tog i undergrundsbanen, mens en anden mister livet få dage efter. Der viser sig at være en forbindelse mellem disse dødsfald, og at sagen har tråde til såvel Vestsahara som helt private forhold.
Så langt så godt, men desværre er den nye efterforskningsleder Lene Stigersand meget energisk, ja, nærmest dumdristig. Hun er skiftevis passiv og opfarende, grænsende til det overspillede.
Faste læsere af Dahl vil muligvis savne den suspenderede efterforskningsleder Frølich fra de forrige bøger, mens denne læser blot kunne ønske sig færre karikerede figurer - og så et par vanter i sommervarmen for at kunne holde ordentligt om disse isblokke af bøger.
