Fra oktober 1944 til august 1945 døde mellem 5.000-7.000 japanske piloter i aktioner, hvor de styrede deres fly mod amerikanske krigsskibe i sikker forvisning om, at de ville dø. Men hvad drev disse unge mænd til deres handling?
Amerikaneren Albert Axell og japaneren Hideaki Kase forsøger i bogen »Kamikaze. Japans dødspiloter« at give svaret. Det er dog ikke så lige til, for selvom japansk krigerkultur, nationalisme og total hengivelse til Kejseren er selvfølgelige begrundelser, så er billedet slet ikke så enkelt. Flere dødspiloter var faktisk modstandere af selvmordsaktionerne. Det viste sig også, at unge mænd, der havde kærester eller familie, ikke altid var med på selvmordet. Dog gik langt hovedparten af piloterne begejstret op i deres maskiner for sidste gang.
Motiverne fra den militære ledelse var delte. Hovedmanden bag planlægningen, viceadmiral Takijiro Onishi, mente, at patriotismen og heltemodet bag aktionen skulle føre Japans inderste sjæl videre selv efter et nederlag. Andre havde mere realpolitiske motiver og mente, at kamikaze-aktionerne kunne påvirke krigens gang, eller forbedre Japans forhandlingspoistion i krigens sidste fase. Kejseren selv udtrykte en vis betænkelighed ved aktionerne, men bakkede den alligevel op.
Bogen har fat i et bredt materiale og gengiver en række personskæbner, der viser de vidt forskellige motiver bag kamikaze-piloternes aktioner. Vi hører både om hærledelsens beslutninger og der gengives afskedsbreve fra piloterne til familie og kærester.
I det nuancerede og indsigtsfulde indblik i motiver hos overkommandoen, enkelte beslutningstagere og piloterne mangler dog en samlet vurdering af kamikaze-piloternes krigsmæssige betydning. Fortællemæsigt er bogen noget knudret, men den kommer ind på mange aspekter, herunder selvmordspiloter i Nazityskland og Sovjetunionen, og giver samlet en forståelse af kompleksiteten selv i dette vanvid.
