I noveller eller korte fortællinger er introen og outroen altafgørende. Ja, i flere tilfælde består denne type prosakunst ikke af andet.
Det gælder i hvert fald de 17 fortællinger i Judith Hermanns »Lettipark«, der udfolder sig på 169 små sider. Sandelig ikke meget, men nok for én af nyere tysk litteraturs mest distinkte forfatterstemmer, der føjer intro til outro med enestående effekt. Som nu den brillante »Mor«, der indledes sådan:
»Halvt i søvne, skrev min mor i sin dagbog, jeg ligger på ryggen og ser halvt i søvne mit liv passere forbi, rækker af dage der år for år vil passere hurtigere forbi.«
Det er på samme tid klart og suggestivt og giver lyst til at læse mere om datteren, moren og ikke mindst hendes veninde, Margo, der engang var så smuk, men ikke lykkes i livet og bliver stadigt mere syg.
Da Margo dør hjemme hos sin mor, Fru Rubinstein, fortsætter moren med at hjælpe hende. Men hun er også ved at forsvinde:
»Væsnet i rullestolen var et vissent blad. Et levende lig, lillebitte og falmet, næsten udslukt, det uredte, røgfarvede hår stod som en strittende pels rundt om et dødningekranium.«
»Mor« er et drama, der kun virker stort, fordi læseren kommer helt tæt på. Og så er der outroen, der lig mange andre outroer i denne samling »Erzählungen« løfter dramaet ind i en anden, mere uhåndgribelig sfære.
Hvad det er for tre ord, skal ikke røbes her, det skal blot slås fast, at Hermann aldrig efterlader mig med en fornemmelse af, at hun reelt ikke ved, hvor hun vil hen, men bare spiller dybsindig.
I den næsten naturstridigt vellykkede »Tilbagekomst« er det imidlertid ikke kun slutningen, der står og dirrer, men hele historien. Her fortæller en kvinde om en mand, hun har kendt hele livet, men som kun taler om sig selv.
»Ricco er over fyrre år nu«, som hun nøgternt konstaterer, og han har ingen kæreste, ingen familie, selv om han i grunden er en god fyr, varm og venlig. Men kvinden – og læseren – ser hans selvblindhed, at han ikke kan se sin egen brist, og dermed forklaringen på den ensomhed, han føler sig dømt til at leve i.
Hermann fortæller med stor psykologisk indsigt og i et præcist, stramt sprog, der nok giver mindelser om Raymond Carver, men har sin egen kimende smukke tone – som oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad fornemt rammer – og er rig på træffende betragtninger. Som når hun i »Solaris« skriver »han spiste med den særlige, heftige grådighed som jeg den dag i dag kun har set hos gamle mennesker.«
Samme fortælling afrundes i øvrigt med disse ord, der kunne gælde for den udfordrende og frydefulde oplevelse af samtlige 17 fortællinger:
»Det handlede om alt det, og derudover handlede det sikkert også om noget helt andet.«
Titel: »Lettipark«
Forfatter: Judith Hermann. Oversættere: Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad. Sider: 169. Pris: 250 kr. Forlag: Batzer og Co.
