I mit arbejdsværelse hænger to små reoler. Rummene i dem er hverken særligt høje eller særligt brede. Men tæller jeg bøgerne i dem, er der næsten lige så mange som i den store reol i stuen. Forskellen må derfor ligge i bøgernes størrelse, og da bøgerne i de to reoler er mine favoritter, dem jeg er særligt glad for, må jeg konstatere, at jeg er gladest for smalle bøger – i ordets bogstaveligste forstand.
Men glæden ved de smalle bøger er udtryk for mere end ren æstetisk fryd: Omslaget, der aldrig bliver klodset, og siderne, der ikke er større, end at jeg kan dække dem med en hånd. Overskuelighedens skønhed. Nej, glæden er også et udtryk for en særlig måde at skrive på, som begrænsningen fordrer, og som samtidig stiller bøgerne i en form for opposition til den litteratur, der sælger, til bestsellerne, hvor et af kriterierne synes at være længde.
Et hastigt blik på den aktuelle bestsellerliste viser, at top tre alle er på 400 sider og opefter. Er det en overfladisk måde at se på Jussi Adler-Olsens, Dan Browns eller Leif Davidsens romaner på - romaner, der er på henholdsvis 504, 494 og 400 sider?
Sikkert. Men de mange sider er altså også udtryk for noget, præcis som en bog på 100 sider er det. Det ene er vanen, det andet eksperimentet, det ene ren mainstream, det andet viljen til at gå andre, mere udfordrende veje.
Med de mange sider ligger både et ønske om at give læseren meget og fra læserens side et ønske om at få noget for pengene. Det er krejlerånd i fuldt flor med påvirkning fra ikke mindst USA, hvor »the great american novel« også altid har været »the heavy american novel«, og hver gang det derovre erklæres, at nu er den store samtidsroman landet, er den uden tvivl lige så tung, som den er lang. Jonathan Franzens »Frihed« var således på 581 sider og Garth Risk Hallbergs »Byen brænder« på 1041 sider. Det er en gammel amerikansk tradition, eller måske ligefrem uvane, og selv »Moby-Dick« er så lang, at en redaktør roligt kunne have slettet et par hundrede sider.
Her findes også et af hovedproblemerne med den lange bog. Den er i langt de fleste tilfælde FOR lang, og forsvindende få fortællinger kræver så meget plads. Men »kill your darlings« bliver desværre ofte til »thrill your darlings«. Alt skal med, al begrænsning er forringelse, vi skal høre, hvad karaktererne spiser til morgenmad, hvordan vejret er, og hvem de stemmer på, hvem de gik i folkeskole med og så videre, for at få det fulde billede.
Det er ikke bare kedsommeligt og efterlader for lidt plads til læserens egne forestillinger. Det er også noget nær umuligt for selv den bedste forfatter at holde sproget og intensiteten over så mange sider. Ironisk er det så, at det ofte er mindre gode forfattere, der kaster sig ud i de lange romaner, mens de – efter min mening – bedste, der rent faktisk kunne lykkes med at skrive en lang roman, ja, de holder sig til det kortere format, til de smalle bøger.
Og selv om de ikke syner af meget, får både forfatter og læser så meget forærende i bøger på en 90 til 120 sider. For forfatterens vedkommende er der med valget af kortformen overskud til at arbejde intenst med hver eneste sætning, uden at knække under det lange manuskripts vægt, og i læseren opstår der i selskab med en lille bog en vidunderlig følelse, nemlig en frydefuld ærgrelse over, at der ikke er mere af det gode – selvom det gode netop er opstået, fordi der ikke er mere.
Det er også så meget bedre at ærgre sig over, at en bog er slut, i forhold til at glæde sig over, at den endelig er ovre. Men en bog på 100 sider behøver heller ikke rumme mindre historie eller stof end én på 1000. Norske Jon Fosse har skrevet tre små fortællinger, »Andvake«, »Olavs drømme« og »Kveldsvævd« – den længste på 85 små sider – som rummer verdener, de fleste forfattere, der har begået kriminelt lange romaner, kun kan drømme om. Det handler ikke om sideantal, men om forfatterformat. Længde er ikke et spørgsmål om ikke at have noget særligt at sige eller fortælle, men om begrænsningens kunst, hvor »less is more« bliver mere end en kliché, bliver en lysende sandhed.
Når bøger bliver trængt ned på meget få sider, sker der også noget med sproget. Sætningerne har det ikke bare med at blive skarpere, mere mindeværdige, selve fortællestrukturen påvirkes også. Som i franske Sylvie Bocquis af omfang lille »En sæson«, der nok er en historie, men med en fascinerende lyrisk fornemmelse. Eller Ida Jessens »Ramt af ingenting«, hvor hvert kapitel kun er på en halv til halvanden side. Bogen er en afvigelse i hendes forfatterskab, et uvant kort format, men altså også hendes bedste. Det ultrakorte lyser også i Pia Juuls »Af sted, til stede«, hvor vi da lige kan tage hele novellen »Snestorm« her: »En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.«
Kortheden og alle de spørgsmål og tanker, Juuls novelle rejser, leder tankerne mod en tekst, der efter sigende er Ernest Hemingways og gerne kaldes verdens korteste roman. Den lyder i sin helhed sådan: »Baby shoes: For sale, never worn«.
Kortere bliver det ikke, og selv om lidt flere ord også er velgørende, siger teksten noget om, at historien ikke bare findes i forfatteren, men også i læseren. Gode forfattere giver god plads og spærrer ikke læseren inde bag et pigtrådshegn af ord. Det ved norske Kjell Askildsen også, og at læse hans novellesamling »Venskabets pris« på 91 små sider er hver gang en ny oplevelse, fordi jeg selv har læst farver og følelser ind, som siden viser sig ikke at være der, eller som står mellem linjerne. Sådan er det med alle mine favoritbøger i de små reoler. Herfra, hvor jeg sidder og skriver, kan jeg se titlerne på nogle af dem, jeg gerne vil anbefale varmt, og hvoraf den længste er på 114 sider, den korteste på 87: Finske Pentti Saarikoskis »Jeg spejder ud over Stalins hoved«, franske Édouard Levés »Selvportræt«, danske Peter Adolphsens »År 9 efter Loopet« og islandske Sjóns »Skygge-Baldur«.
Ingen af de bøger ligner hinanden eller noget andet. Det er det, kortformen gør, hvad enten det er prosa eller poesi eller den mellemform, der oftest opstår i de smalle bøger. De lægger simpelthen op til nye udtryksformer. Men også sagprosaen, eller hvad den ikke-fiktive litteratur nu skal kaldes, har godt af at begrænse sig. Jæger-samlermetoden, som eksempelvis Peter Øvig benytter sig af, er ikke altid den bedste, og to sublime, vidt forskellige bøger, der ikke er fiktion, er Fréderic Bruns »Perla« om hans mor, der blev sendt til Auschwitz, og Olof Lagercrantzs »Om kunsten at læse og skrive«.
Begge giver lyst til meget mere. Det samme gør alle de andre bøger i de to små reoler. Men det er ikke altid godt at få sin vilje. Ligesom et stykke othellolagkage smager vidunderligt - mens to eller tre stykker giver kvalme.
