Hvordan går det lige med den hellige familie, målet for de flestes stræben i disse år? Jens Christian Grøndahl siger det lige ud i romanen »Fire dage i marts«. Det går ad helvede til. Den er en illusion. Og det er ikke mindst kvindernes skyld. Hele moderskabets selvfølgelighed får et ordentligt skud for boven i Grøndahls skånselsløse skildring af de stærke, selvstændige kvinder i den kunstneriske overklasse-kaste. »Fire dage i marts« er et – provokerende – livtag med den moderne kvinderolle, selv om også mændenes passive hjælpeløshed må holde for. Et opgør med hele den måde, vi har indrettet os på.
Men samfundskritikken manes frem via det helt intime. Grøndahl har altid haft en formidabel evne til at komme helt ind under huden på sine figurer, ikke mindst de kvindelige. Sådan er det også her, hvor læseren befinder sig i hovedet på den 48-årige, fortravlede og succesrige arkitekt Ingrid Dreyer, som har skilt sig fra sin mand og nu er enlig single-mor til en 15-årig søn. En opringning til hendes hotelværelse i Stockholm kaster hende ud i en identitetskrise: Hendes søn har begået et voldeligt overfald på en indvandrerdreng og er arresteret.
På vej hjem gennem Sverige er det blevet tid for den helt store selvransagelse: Hvorfor er tingene blevet, som de er blevet? Hvorfor føler hun, at hun mere og mere er trængt op i en krog som kvinde og mor, og at livet har været forfejlet? Hvordan går det egentlig med det forhold, hun gennem tyve år har haft til en ældre, gift mand? I tankerne passerer hendes ungdom, kuldsejlede ægteskab og nuværende tilværelse revy i en associativ kulegravning af det liv, Ingrid befinder sig midt i. Og det går mere og mere går op for hende, der - måske – begynder at vågne op, at hun har gentaget samme mønster som både hendes egen mor – og mormoren med for den sags skyld: Begge ravnemødre og elendige hustruer, der har forfulgt deres egen kunstneriske og karrieremæssige drømme med uhildet selvoptagethed. Løgn og utroskab, fallerede ægteskaber, svigtede og forvirrede børn stirrer på Ingrid fra det indre familiealbum.
Med røntgenbriller afslører Grøndahl hulheden i en mondæn og møgforkælet frihedskultur i springende stemningsbilleder. Hele den komplekse og foruroligende slægtshistorie opruller han som et tæt, associativt væv af erindring og med en enestående evne for at formidle komplekse, psykologiske mekanismer i træfsikre, elegante formuleringer. Siden romanen »Lucca« i 1998 har Grøndahl erobret en stor læserskare med sine vedkommende udviklingshistorier, hvor det svære dilemma mellem frihed og ansvar har stået stærkt. En moderne konflikt, som folder sig påtrængende på i »Fire dage i marts«. Lige til at identificere sig med, lige til at diskutere med. Er det ikke det, vi har litteraturen til?
