Korte kapitler af tre-fire siders længde med hver sin overskrift. Konventionelt og velordnet. Men her stopper det så også, det konventionelle og velordnede, og når en af overskifterne i »Bipavillonen« lyder »Menneskets værk – en beretning af pseudonymet Jeg ville ikke være straight, om jeg så fik penge for det«, ja, så står det måske mere klart, hvad det er for en bog.
På omslaget står der »Roman«. Om det er en sådan, finske Leena Krohn har skrevet, kan jeg nu tvivle på. Men tvivl er godt i denne sammenhæng og spejler fortællingens vildtvoksende karakter. Eller snarere: Fortællingernes vildtvoksende karakter. For nok er der en jegfortæller, men hun fortæller hellere andres historier end sin egen og beretter i en bisætning om sit ærinde: »Jeg tænkte samtidig på den novellesamling, jeg havde i støbeskeen, og hvordan jeg eventuelt kunne indlemme en fortælling om Klubben for Skiftende Realitet og dens medlemmer«.
»Bipavillonen« er på den måde jegfortællerens samling af de novellelignende historier, hun samler i en bygning, der tidligere var en anstalt for sindslidende. Nu er det i stedet samlingssted for foreninger af meget bemærkelsesværdig art. Her er Foreningen til Kommunalvidenskabens Fremme, Kynikerne, Nasaltalerne, Strubesangerne og en sværm af andre foreninger, hvor alle outsidere kan føle sig inkluderede.
Det er indledningsvist lidt af prøvelse af læse om de mange klubber og karakterer, men Leena Krohn – hvis roman fuldt fortjent var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – formår at gøre historiesværmen vanedannende. Og det er ikke for ingenting, at lederen af amatørteatret Hjerte & Lever er optaget af Sigmund Freud. Det underbevidste, det fortrængte, det mentalt afvigende spiller nemlig ind overalt og ikke mindst i fortællingen om Selma og det klæbrige stads, der opstår ud af ingenting, og som hun ikke kan vaske væk: »Den sorte masse var en begagtig substans, der flød sammen på loftstrappen til en mørk, fælt stinkende gelé.«
Den sorte masse fremstår konkret, men hele situationen ligner et mareridt om alt det, »der hobede sig op«, som der står et andet sted. Leena Krohn lykkes i det hele taget med at gøre det fortrængte og forvrængede virkeligt: Jeg ser virkelig Selma og den sorte masse for mig, ligesom jeg ser møderne i Klubben for Skiftende Realitet, hvor medlemmerne mødes for at fortælle om utrolige oplevelser, der har ændret deres syn på virkeligheden.
Det er ofte rene absurditeter, men »Bipavillonen« spinder alligevel tråde til vor moderne verden. Med sine solbrændte unge mænd i Vandscooterforbundet, der kun drikker energidrikke, eller med Stormvejrsentusiasterne, der går ud, hver gang et uvejr er under optræk. På den måde reflekterer Leena Krohn det, vi finder helt normalt, i et afsindigt univers og fortæller samtidig om vores dybe behov for at høre til i fællesskaber. Alt sammen bakket op af en fantasirigdom og evne til at skabe nye, dragende virkeligheder, der giver mindelser om Franz Kafka, Jorge Louis Borges og Luis Buñuel. Dertil en diskret, tør humor og en aldrig svigtende sans for at spejlvende det, vi har vedtaget som normalt. Som at vi forbinder toiletbesøg med skam. I en af foreningerne i »Bipavillonen« er det vendt på hovedet, så det er dét at spise, der er skamfuldt. Det er noget man går afsides og gør. Verden vendt på hovedet. I et splintret, knivskarpt spejl.
Titel: Bipavillonen. Forfatter: Leena Krohn. Oversat af Siri Nordborg Møller. Sider: 214 Pris: 290 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.
