»Han havde forestillet sig, at der bag bakkerne lå uendelige olivenlunde, og at han ville kunne gå fra stamme til stamme, fra skygge til skygge, indtil han fandt et sted, der var godt at leve.«
Sådan står der et sted i Jesús Carrascos debutroman, »Flugt«, og af ordene kan man forstå, at sådan gik det ikke. Ingen olivenlunde, ingen skygge, men derimod en vidtstrakt, solhård slette, som drengen – han hedder aldrig andet – er nødt til at krydse i sin flugt fra landsbyen og fra noget frygteligt, der ikke skal røbes her.
Det landskab, drengen løber ud i, kunne meget vel være inspireret af den spanske region Extremadura, hvor forfatteren har sine rødder. Her banker solen ned over et tørt, ugæstfrit terræn, hvor der ikke er stort andet at se end sten, støv og svedne buske.
Ingen har navne – kun en funktion
Egnen nævnes aldrig ved navn, ligesom de mennesker, drengen møder under sin flugt, heller ikke har navne, men blot er benævnt ved deres funktion:
Gedehyrden, fogeden, betjenten og altså drengen selv, der netop bare er en dreng – og altså uerfaren og udsat på sin vej gennem verden.
Den konsekvente udeladelse af egennavne giver »Flugt« et mytepræg, og fortællingen står lige så nøgen frem som landskabet, hvor drengen ikke ville have overlevet uden hjælp fra den gedehyrde, han tilfældigt møder.
Hyrden giver ham mad og lindrer hans smerter, da solen har brændt hans ansigt til store sår. Alle andre, der interesserer sig for drengen, vil ham det ondt.
»Flugt« kan med sine hårde mennesker, uforsonlige natur og rejse give mindelser om amerikanske Cormac McCarthy og ikke mindst hans roman »Vejen«, hvor en far og søn bevæger sig gennem et land efter »den store katastrofe«.
I »Flugten« er der ikke indtruffet nogen katastrofe, men omgivelserne er lige så katastrofale at være i for et menneske. Og ikke mindst for en dreng, der har »bjergene« som et diffust, drømmeagtigt mål for sin vandring.
Stærkest er »Flugt« nu i de helt konkrete skildringer af drengens trængsler og de rutiner, gedehyrden har med sine geder, sin oppakning og sin søgen efter græsningsområder.
Dertil kommer skildringerne af døden, der har et sanset, stærkt billeddannende præg. Som drengens møde med et kadaver: »Skindet bølgede om ribbenene som det mørnede skrog på et skib. Kreaturet var blevet tømt for sit indhold, så nu var det kun et tomt kostume med en åbning ved kønsdelene.«
Bogen taber højde, når Carrasco forklarer
Det er beskrivende og udvendigt – i ordet bedste mening – og når »Flugt« taber højde, er det, når Carrasco viger fra sin stil og går ind i det forklarende.
Som da drengen og gedehyrden helt undtagelsesvist har omfavnet hinanden: »Det var ikke skam, der fulgte bagefter. Snarere en afstand, der fulgte egnens og tidens love.«
Det er fuldkommen unødvendigt og stritter stilistisk i en roman, der generelt gør en dyd ud af den naturalistiske beskrivelse.
Men »Flugt« er på trods af dette en vellykket debutroman, der også har ramt en nerve i den spansktalende verden, hvor den sælges i store oplag.Hvordan, det kan være, er svært at gennemskue for denne skandinaviske anmelder. Måske skyldes det genkendelse eller identifikation med de forrevne mennesker i det uforsonlige, glohede landskab.
Men sikkert er det, at »Flugt« gennemspiller følelser, der vil ræsonnere i mennesker i hele verden. Frygt, sult, had. Og flakkende håb.
Titel: »Flugt«.
Forfatter: Jesús Carrasco. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Sider: 151. Pris: 225 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.
