Demonstrerende studerende har ødelagt vinduer og er begyndt at besætte en bygning på Columbia University i New York.

Det skriver flere medier, blandt andre studentermediet Bwog.

Nogle propalæstinensiske demonstranter befinder sig lige nu inde i den såkaldte Hamilton Hall-bygning, mens andre barrikaderer bygningen foran med stole, borde og bænke.

Columbia University har været arnestedet for de mange demonstrationer mod amerikanske universiteters investeringer i Israel, som de seneste uger har spredt sig i USA.

To af de propalæstinensiske protestgrupper, som har været med til at arrangere demonstrationerne, skriver, at de har »overtaget« Hamilton Hall efter ledelsens »gentagne afvisninger« af at droppe israelske investeringer.

Billeder viser nu, at demonstranter har hængt bannere ud ad vinduet på Hamilton Hall med teksten »Gaza Calls, Columbia falls« – Gaza Kalder, Columbia falder.

Det har været en kaotisk aften på det prestigefyldte amerikanske universitet.

Universitetets ledelse havde sat en deadline tidligere på aften, hvor de krævede, at studerende fjernede de telte, som i uger har stået midt på campus.

Mandag aften amerikansk tid er universitetets ledelse begyndt at suspendere studerende, der har nægtet at fjerne den teltlejr, som de har rejst i protest mod Israels krig i Gaza.

Der er også meldinger om, at flere studerende har fulgt ledelsens anvisninger og fjernet sig fra universitetets græsplæne, da deadlinen udløb klokken 22 dansk tid.

Ballade i Richmond

Demonstrationer har de seneste dage spredt sig til en lang række universiteter.

På Virginia Commonwealth University i Richmond i Virginia har der i nat dansk tid været tumult mellem demonstranter og betjente i beskyttelsesudstyr.

Videoer viser, at betjente har brugt strips og peberspray, i forbindelse med at de har anholdt studerende.

Ifølge AP har det amerikanske politi i alt arrestedet flere end 1.000 demonstranter, siden politiet foretog de første arresteringer på Columbia University 18. april.