Den norske succesforfatter Anne B. Ragde afslutter en romantrilogi med sin roman »Jeg har et tæppe i tusind farver«. For nu har hendes egoistiske, danske divamormor, forfatteren selv som nyslået skilsmissebarn og endelig forfatterens mor, Birthe, fået fortalt deres historie hver især.
Ideen til »Jeg har et tæppe i tusind farver« udspringer af Anne B. Ragdes frustration, smerte og udmattelse i de sidste måneder af moderens liv.
Beskrivelsen af et nordisk velfærdssamfund, der er brudt brutalt sammen, er noget af det mest voldsomme i bogen, og som dansk læser undrer det, at det ikke i stedet er dét, Anne B. Ragde har skrevet en personlig debatbog om.
Sagen har dog været kørt i de norske medier – og med god grund – for dét, vi møder, er et Norge, hvor ingen vil tage ansvar for en døende 80-årig med smerter.
Hun opbevares og glemmes på et sygehjem, hvor intet af personalet taler norsk – kun litauisk og polsk – og hvor fagligheden er forsvundet i regler og lovgivning.
Birthe er på mange måder en god repræsentant for sin generation af kvinder fra fødsel til død. En generation med flere muligheder end før, der alligevel oftest valgte husmorvejen, men som den dag, da børnene, og måske også manden, var væk, satte turbo på selvrealiseringen.
Den intellektuelle sult skulle stilles for mange, og Birthe både sluger og grovæder bøger, ligesom hun kaster sig ud i en improviseret rejse til Tyrkiet og flytter til Oslo.
Birthe har truffet nogle tossede valg, hun har lavet ekstremt meget mad (nordmændene mener, at det ligger i hendes danske gener), og hun kommer på sine modne dage i tvivl om, hvorvidt hun var en god mor.
Ikke noget stærkt litterært værk
I det meste af »Jeg har et tæppe i tusind farver« er Birthes forhold til moderen beskrevet med en vis varme.
Vist spørger Anne B. Ragde retorisk, om hun nu også elskede sin mor, men i bogen er der ikke rigtig noget, der peger i retning af af, at det ikke skulle være tilfældet. Heller ikke den anden vej rundt. En familie helt uden uoverensstemmelser er næppe nogensinde skabt.
Måske bliver romanen løs i det, fordi Anne B. Ragde har skrevet den så direkte oven på smerten, sorgen og samvittigheden efter moderens død i 2012.
Den har et fint, indirekte memento til os alle om at huske at få talt sammen, mens tid er, huske at mindes det fælles liv sammen, mens vi kan. Ligesom den også ret godt beskriver, hvordan man som pårørende kan piske sig selv med at analysere de øjeblikke, hvor man opførte sig urimeligt over for sine forældre.
Til gengæld synes jeg ikke, at »Jeg har et tæppe i tusind farver« står særlig stærkt som litterært værk.
Ville romanen være nået lige så langt i det litterære system, hvis den var skrevet af en ny, ukendt forfatter?
Så meget gods er der heller ikke i Birthes historie. Måske fordi den efterhånden kommer til at handle mere om Anne B. Ragde selv.
Birthe før Anne findes ikke rigtig. Så måske har Anne B. Ragde ret, når hun i en selvransagelse skriver, at hun var »en meget selvoptaget datter«.
Titel: »Jeg har et tæppe i tusind farver«.
Forfatter: Anne B. Ragde. Oversat af Camilla Christensen.
Sider: 240. Pris: 299 kr.
Forlag: Rosinante.
Læs et uddrag her
