Til sidst dør Louise. Hun er 99 år gammel, og der er kun én dag, til hun igen har fødselsdag, men det gider hun ikke.
»Det er ikke nogen alder. Hundrede. Det er en måleenhed,« tænker hun, der i begyndelsen af Peter Asmussens roman »Og tilsidst går verden under« endnu slet ikke er født. Hun befinder sig i moders liv, og moderens elsker er der også, og de skal lige til at være intime med hinanden, og det bryder Louise, den endnu ufødte, sig ikke om. Men så kommer far Paul, og Louise drager et lettelsens suk.
En slutning og en begyndelse, oldingen Louise og fosteret Louise, det er det, der indrammer romanen. Indimellem er det så det levede liv, Louises, der er den røde tråd, eller én af dem, for der er også en stedets enhed på spil, en lysning ved havet, hvor ting sker. Og der er det seksuelle, hele tiden. Der er mødet mellem moderen og elskeren, turene med onkel Bertram, der får lille Louise til at lege med hans »trold«, der bliver stiv, når hun rører ved den, der er de sadomasochistiske lege, som den lidt ældre Louise leger med nogle drenge, der er det erotiske møde i lysningen mellem den ældre mand og den yngre, der er den ældre, ensomme Louises tilfældige kærlighedsmøde med Ellinor
...
Det erotiske er på spil, rigt varieret, skønt og grusomt, skildret i situationer, tableauer, og strengt kronologisk, for Peter Asmussen har forsynet hvert kapitel med en dato, og nogle af datoerne giver mindelser om det verdenshistoriske: Første kapitel foregår 31. juli 1914, dagen før udbruddet af Første Verdenskrig. Et andet kapitel er dateret 1. september 1939, der jo var den dag, tyskerne invaderede Polen og satte Anden Verdenskrig i gang, og der er datoer, der knytter an til Sovjetunionens brutale nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956, til Jurij Gagarins rejse i rummet, som det første menneske nogensinde, til Murens fald ...
Noget andet er så, at disse tidsmarkører blot står der, de knytter ikke an til romanens fortællinger, men det er så også en pointe i sig selv: Det nære liv leves hér, verdenshistorien foregår dér, og hvis man fokuserer på det konkrete og nærværende, så kan man godt gå hen og glemme tiden som andet end sin egen tid. Eller man kan endda helt ophæve historien, som når forskellige personer forskellige steder i romanen bemærker, at når man står i den allestedsnærværende lysning og kigger ud over havet og holder hænderne op til ansigtet, så kan man tro, at man er i stenalderen.
Tiden er således i den grad også et tema i »Og tilsidst går verden under«, Louises tid og verdens tid, og det er noget af det meget gode ved Peter Asmussens roman, at den forener en klar struktur og klare tematikker med klare billeder og et fint, fint sprog. Som her: »Lysningen er Louises scene, hendes kirke. Hun går ikke til lysningen, løber ikke derned, hun betræder lysningen (i livet som i erindringen) og i samme øjeblik bliver personerne og hændelserne tydeliggjorte, skarpere, mere løsrevne og med selvstændigt liv derinde.«
»Og tilsidst går verden under« lever sit eget gode liv som litteratur. Stilfærdigt og stærkt. Værd at bruge tid på.
Titel: Og tilsidst går verden under Forfatter: Peter Asmussen Sider: 176 Pris: 199,95 kr. Forlag: Gyldendal
