»I haven, hvor træerne stod tætte over blomsterbede, damme og drivhuse, sang fuglene hver for sig i det varme solskin.«
Sådan står der er sted i »Bølgerne« fra 1931, der – med andre romaner som »Mrs Dalloway«, »Til fyret« og »Orlando« – har gjort Virginia Woolf til en af litteraturhistoriens store skikkelser. Ja, måske endda den største af de kvindelige i kraft af sin fritflydende, bevidsthedsstrømmende skrift, der var et radikalt, men svimlende smukt opgør med den traditionelle realistiske roman. Og Virginia Woolf er faktisk en af de få forfattere, der har brudt med det eksisterende litterære normer, uden at ende i fattigdom.
Ikke at hun blev hovedrig, slet ikke, men rig nok til, at hun med sin mand, Leonard Woolf, kunne føre et anstændigt liv. Sammen ejede de forlaget Hogarth Press, der blandt andet udgav T.S. Eliot og E.M. Forster, og for overskuddet af deres forskellige litterære arbejder kunne de endda købe et sted syd for den britiske hovedstad, hvor Virginia Woolf var en central skikkelse i selskabslivet, prominent litteraturanmelder og del af den frisindede, intellektuelle Bloomsbury Group.
Det må have være noget af et sceneskift at rejse fra møderne i London, der var mærket af den industrielle revolutions maskiner og sodede skorstene, og ud til Monk’s House i det frodigtgrønne Sussex nær floden Ouse, hvor Virginia Woolf en martsdag i 1941 endte sit liv ved at fylde lommerne med sten og kaste sig ud i strømmene.
Men det er at foregribe begivenhederne. Så tilbage til bedene og dammene i det indledningsvise citat fra »Bølgerne«, som står i et nyt lys efter læsningen af den rigt illustrerede »Virginia Woolfs Have«. Her bliver det nemlig klart, i hvor høj grad hendes tekster er farvet af haven, og hvordan såvel romaner som noveller trækker poesi fra blomsterne; fra zinnia, dahlia, blåregn, spraglet chintz.
Noget dybere kendskab havde hun nu ikke til botanik. Det var Leonard, der forstod haven på dét plan. Ofte virker det, som om det mere er selve klangen, selve poesien, i blomsternavnene, der optog hende – og flere anmeldere påpegede da også, at hendes kendskab til planteliv var ret overfladisk.
Blomsterne og træerne vokser nu alligevel rasende smukt i hendes skrift; ikke mindst i hendes utallige breve, som spiller en vigtig rolle i »Virginia Woolfs Have«, der ikke bare er fuld af ord om haven, men også om havens huse og værelser, som hun malede i en vidunderlig – meget moderne – kobbergrøn.
Man forstår ud af det hele, at de små huse spillede en afgørende rolle for hende. Særligt den lille skrivehytte i hjørnet af frugthaven, der var hendes helt egen. Hun skrev i et formidabelt essay om vigtigheden af, at en kvinde har »sit eget værelse«, men i Sussex havde hun altså sit eget hus med tilhørende have, og her skrev hun i al stilfærdighed på mesterværker som »Orlando«, »Bølgerne« og »Til fyret« og gjorde det ved sit rustikke skrivebord, som hun i et brev beskriver som »fyldt med egenart, pålideligt, diskret, meget reserveret«.
Men den store bog med de talrige farvemættede fotografier er ved nærmere eftertanke først og fremmest et vidnesbyrd om, hvordan Virginia Woolf – som alle andre forfattere – mere eller mindre bevidst blev farvet af det sted, hvor hun sad og skrev. Om hvordan hendes usandsynligt smukke bøger blev påvirket af lyset og floraen omkring Monk’s House. Det er der måske også en fin ironi i: Hvordan et ordnet, lidt nostalgisk haveland voksede midt i hendes strømmende, hypermoderne kunst.
En anden fortælling, som træder frem mellem bogens billeder og ord om huset og haven, handler om stedets rolle som refugium. Ikke bare fra storbyen, men også fra Virginia Woolfs sygdom, der i nogen grad blev lindret i de landlige omgivelser, som hun med et af sine yndede udtryk kaldte »vibrerende«. Ser man på Caroline Arbers fotografier af haven, der følger Caroline Zoobs tekst, virker det sandsynligt, at den kunne støtte Virginia Woolf i de sindsformørkede perioder, for den ser virkelig skøn, levende og vibrerende ud.
Men græs og blomster kan naturligvis ikke holde depressioner og medfølgende hallucinationer nede. Heller ikke i Virginia Woolfs tilfælde. Og afslutningen i »Bølgerne« ligner en profeti for kvinden, der levede i fuldkommen sync med sine idealer: »Mod dig, åh Død, vil jeg kaste mig, ubøjelig og ubesejret.«
Om hun tænkte sådan, da hun lod floden omslutte sig, kan ingen vide. Men at Monk’s House spillede en rolle i hendes liv og skrift er indiskutabelt. Det forstår man efter af have læst »Virginia Woolfs Have«, og man ser hende for sig: Den tranelignende skikkelse med en cigaret mellem fingrene. I haven, hun havde med Leonard. De var begge med i hendes sidste dagbogsoptegnelse. »L. ordner rhododendron«, stod der.
Så var hun borte i bølgerne.
Titel: Virginia Woolfs have Originaltitel: Virginia Woolf’s Garden: The Story of the Garden at Monk’s House Forfatter: Caroline Zoob Oversat af: Jette Røssell Sider: 192 sider Pris: 299,95 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof
Monk’s House er åben for besøgende fra april til oktober, læs mere på www.nationaltrust.org.uk/monks-house/
