En enegænger folder faldskærmen ud

Færøske Tóroddur Poulsen er en nordatlantisk oprører, som det er svært at sætte i bås.

Gamle stenhuse i Vagur på Suderoy, fotograferet i 1959 af Allan Moe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tóroddur Poulsen er en af Færøernes stærkeste lyriske stemmer. Siden debuten i 1984 har han udgivet adskillige digtsamlinger, modtaget Færøernes Kulturpris og været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris den ene gang efter den anden for sine digte, der er bygget op som en slags »stensætninger« og med »udsyn« til både hav og drømme – for nu at referere til et par af de vigtige titler i forfatterskabet. Også i år er han nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og mens vi venter på at se, hvordan hans »Fjalir«, eller på dansk »Planker«, klarer sig i årets nordiske konkurrence, hvor Ida Jessen og Claus Beck-Nielsen er de danske deltagere, er det muligt at kaste sig over den tosprogede samling »Løvet tror jeg/Leyvidhaldi eg«. En udgivelse, hvor digteren, der i snart mange år har været bosat i København, selv står for de danske gendigtninger.

Kontrasten mellem Færøernes fjeld- eller stenlandskaber og de danske løvskove er en del af baggrunden for de nye Tóroddur Poulsen-digte, og modstillingen spilles klart og virkningsfuldt ud fra bogens første side: »kan ikke/tale med/træerne som/jeg før/talte med/stenene.«

Den kontante fåmælthed og de korte sætninger, der nærmest er stablet oven på hinanden, så de danner en slags pejlemærker eller varder af ord, er et karakteristisk træk hos digteren, og delvis skjult under stablen af absolut ligetil og ukrukkede sætninger aner læseren de stærke rystelser og bundne følelser: »jeg må/lære mig/en ny/tavshed.«

Oplevelsen af fremmedheden som et eksistentielt vilkår er et hovedtema i »Løvet tror jeg«, og både i træernes og stenenes univers leverer naturen de næsten træsnit-enkle og grafisk udtryksfulde billeder af sjælelige tilstande. Angsten vokser op »som et stort sort træ«, fjeldene modsiger forestillingerne om »skyggeløse dage«, trætoppene, der svajer i vinden, »fejer mørket«, og tågen sænker sig over digteren, så han føler sig ført tilbage til Færøerne, og »mareridtet blev endnu værre/fordi jeg aldrig har følt mig velkommen dér«.

Netop sprogets tilnærmelser til billedkunsten er et særkende for digteren, der sideløbende med de litterære aktiviteter har arbejdet med både grafik og musik. Uproblematisk er forholdet til de hjemlige klippeøer bestemt ikke. Tilnavnet »den sorte punkdigter« siger noget centralt om Tóroddur Poulsens position som en nordatlantisk oprører, som det er svært at sætte i bås, og de mange referencer til en religiøs forestillingsverden gør ikke enegængeren og tegnmageren mellem træer og sten til en mindre modsætningsfyldt og fascinerende figur: »Når mågerne/laver sådan/et mønster/i luften/som i dag/ville jeg ønske/at jeg kunne/skrive salmer/mens jeg sprang ud/i faldskærm.«

Måske er den aktuelle samling ikke den vægtigste sten i vardebyggeren Tóroddur Poulsens forfatterskab, men faldskærmen folder sig i hvert tilfælde ud, når han tager springet ud mellem himmelrummets måger. Mens vi venter på oversættelsen af »Planker« og uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 giver »Løvet tror jeg« et godt bud på letheden og tyngden i den færøske poets digte.

Titel: Løvet tror jeg/Leyvidhaldi eg. Forfatter: Tóroddur Poulsen Sider: 87 Pris: 160 kr. Forlag: Edition AfterHand