Den ene er lige blevet skilt, og derfor lytter han for tiden til »Blood On the Tracks«. Det er for nemt, mener en anden, der i årevis har dyrket »Time Out Of Mind«, fordi spændingen mellem Bob Dylan og pladens producer, Daniel Lanois, vækker kunstneren Dylan til live igen, lyder argumentationen. Den tredje er et helt andet sted, han er i løbet af de sidste 20 år igen og igen vendt tilbage til »Desire«. Engang var han mest til »Blonde On Blonde«, men så faldt tiøren, hvorfor ved han ikke, »Desire« sagde ham bare noget.
Det gør den stadig. Alle har en holdning til Bob Dylans sange og album. De kan skifte flere gange igennem et helt liv, men har man først åbnet døren til Dylans univers, kommer man aldrig ud igen. Og det ønsker man heller ikke, for en større sangskriver i verdenshistorien findes ikke. En mere personlig stemme findes ikke. Derfor bliver atter nye generationer kontinuerligt draget imod Dylans katalog. Det samme gør forfattere.
Senest Mark Daniel Epstein, der i dag på ikonets 70 års fødselsdag udsender sin historie om Bob Dylan i dansk oversættelse. Epstein er som broderparten af såkaldte dylanologer besat af Bob Dylan, efter at de første, skelsættende bulletiner løb ind fra New York i ’61. Epstein så første gang den lille mand med guitaren og mundharpen som 15-årig i ’63, og verden åbnede sig. Det er netop den koncert samt en række senere koncerter med Dylan, der er skelettet i »Balladen om Bob Dylan – Et portræt«, som derigennem bliver en af de mest personlige og læsevenlige biografier om Dylan, der er udgivet.
Sangene er nøglen til det hele
Daniel Mark Epstein bruger alt fra disse koncerter, Dylans kropssprog, sætlisterne, måden hvorpå Dylan fortolker sangene, hvordan han opfører sig under og imellem numrene i sit portræt. Som han tillige krydrer med alskens tilgængelig fakta fra Dylans CV, interview med nøglepersoner omkring Dylan, andre biografier, citater fra Dylan selv – herunder fra Dylans eget bind et af »Krøniker« (2004). Ligesom han dygtigt analyserer sange og album.
Netop den utraditionelle sammenblanding af elementerne er bogens styrke, det gør den simpelthen mere levende og nuanceret i såvel handling som i sproglig henseende. Epstein er en mand, der kan sin Dylan. En mand, der gerne vil dele ud. I perioder har Dylan betydet alt, i andre slet ingenting. Alligevel har han altid været der, forstår man. Men for Epstein er nøglen til det hele sangene. Han bærer som de fleste rundt på en sund nysgerrighed omkring denne lille mand, og hvor det hele kommer fra. Han er interesseret i Dylan, men det handler om sangene, de er indgangen.
Et helt menneske
Netop den vinkel vil fødselaren, der ikke har ladet sig interviewe til bogen, sætte pris på. For er der noget, han aldrig har kunnet holde ud, er det snagen omkring hans person og de endeløse forsøg på at ophøje ham til at være talerør for en generation. Daniel Mark Epstein redegør historisk korrekt for Robert Zimmermans vej væk fra Minnesota til Bob Dylans hjemmebane i New York. En fortælling, der er rig på løgne, ungdommelig naivitet, kriminelle handlinger og en fundamental kærlighed til musikken. Vist er der især i starten ambitioner, gigantiske.
Zimmerman vil være stjerne. Men da han endelig finder sin stemme, sin pen, sin hovedinteresse for at skabe poesi i teksterne og for det umiddelbare i musikken, er det det, der tæller. I det store regnestykke overskygger sangenes berømmelse så langt Bob Dylans personlige ditto, hvilket naturligvis er en cadeau til kunsten. Men der var en årrække i 1960erne, hvor han blev så omklamret og overfortolket, at han ikke kunne være til. I dag er den slags hverdag for enhver stjerne eller starlet.
Dylan brød sig ikke om det, skabte bolvæker af bodyguards, sarkasme og perfiditet. Det skriver Epstein. Men han maler sit portræt med så mange farver, med så megen tålmod, at Dylan fremstår som et helt menneske frem for en myte fra en anden verden. Han er ramt af livet som alle os andre og derfor mere interessant og til at forstå end i tidligere værker, »Krøniker« inkluderet.
