Som læser er det vidunderligt pludselig at støde på et stort forfatterskab. Sikkert lidt som en opdagelsesrejsende, der finder nyt land og en hel verden af liv, planter og jord.
Tag bare franske Marguerite Yourcenar, hvis forrygende »Orientalske noveller« fra 1938 netop er blevet oversat og udgivet på det nystartede Den Franske Bogcafés Forlag. Bag forfatternavnet gemmer sig – læser jeg mig til – en adelig og biseksuel forfatter, der levede 1903-1987 og blev født i den fransktalende del af Belgien, men levede det meste af sit voksne liv i USA på Mount Desert Island i Maine.
Her boede hun sammen med en anden kvinde, Grace Frick, der ikke kun var hendes elskede, men også hendes oversætter og sparringspartner. Mere behøvede hun ikke. Hun skrev sine værker i isolation fra omverdenen, og denne svævende tids- og stedfornemmelse går også igen i »Orientalske noveller«.
De ti fortællinger, eller noveller, om man vil, udkom første gang i 1938, men trækker på anderledes udaterbart myte- og sagnstof. I Yourcenars korte efterskrift står der således, at flere af historierne er genskrivninger af slaviske og asiatiske fortællinger og legender.
Det gælder blandt andet »Hvordan Wang-Fô blev reddet«, der har sit afsæt i Kina og er en fabelagtig historie om en gammel maler. Han rejser ydmygt rundt og omsætter motiver til sublime og overjordisk smukke billeder. Han er æstet om en hals, men det giver ham også problemer, da kejseren beslutter sig for at brænde hans øjne ud og skære hans hænder af. Al denne grusomhed, fordi kejseren under sin opvækst var isoleret fra verden og kun så den via malerens billeder. Da han senere ser verden med egne øjne er skuffelsen stor: Verden virker mat, flad, farvefattig sammenlignet med billederne af den.
Hvordan historien ender, skal ikke røbes her, men forunderligt og eventyrligt er det og står i modsætning til den gru og voldsomhed, der findes i fortællingen om »Den halshuggede Kâli«, en hinduistisk myte, som Goethe og Thomas Mann også genskrev.
En littterær opdagelsesrejse
Eller i den fænomenale, blodsilende »Enken Aphrodissia«, der stammer fra græsk folklore og fortæller om en enke, hvis mand blev dræbt af en mand, der viser sig at være enkens elsker, Kostis. En vild, psykopatisk og fascinerende type, der bliver dræbt på bestialsk vis, og da enken græder, tror byen, at det er af glæde over, at retfærdigheden omsider er sket fyldest.
Men det er naturligvis af sorg over at have mistet sin elskede, og i ly af mørket løfter enken Kostis’ afskårne hoved af høtyven med »en lyd af flænget silke« og går afsides, hvor hun blot kan sidde og »vugge dette blodstribede hoved på knæene«. Indtil omstændighederne selvfølgelig driver hende endnu længere ud.
Der er i denne og de fleste andre fortællinger i »Orientalske noveller« en skæbnesvanger fremdrift, der kommer af århundreders genfortællinger og finjusteringer, og de tilsættes så Yourcenars nådesløshed over for karaktererne og hendes fortættede, tindrende klare sprog.
Som brødrene Grimm eller en H. C. Andersen løftes folkefortællinger altså frem i fuldendte versioner og blandes op med historier, som Yourcenar har skrevet uden forlæg. Som den sælsomme sidste novelle om »Cornelius Bergs tristesse«. Læs den, hvis du er en litterær opdagelsesrejsende. Og alle de andre noveller. Det er en åbenbaring.
Titel: »Orientalske noveller«. Forfatter: Marguerite Yourcenar. Oversat af Hans Peter Lund. Sider: 164. Pris: 250 kr. Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag.
