Bøger i brand

Martin Amis’ nye roman, »The Zone Of Interest«, er blevet afvist af hans tyske forlag, fordi den er »for sympatisk indstillet over for nazismen«. Berlingske ser nærmere på skandalens, forbuddets og censurens lange litteraturhistorie.

Engelske Martin Amis (t.v.) har et vægtigt forfatterskab bag sig, og hans romaner – som den aktuelle »The Zone Of Interest« – vækker ofte hidsig debat. Foto: Jennifer S. Altman/The New York Times Fold sammen
Læs mere

Der findes et stor, forskelligartet litteratur om Holocaust. Ikke bare skrevet af historikere, men også af skønlitterære forfattere. Som Primo Levis »Hvis dette er et menneske« fra 1947, Imre Kertészs »De skæbneløse« fra 1975 eller Bernhard Schlinks »Højtlæseren« fra 1995.

Listen over Holocaust-romaner er lige så lang, som bøgerne er varierede i form og sprog. Men britiske Martin Amis har med sin aktuelle »The Zone Of Interest« mærket, at der er grænser for, hvordan man kan skrive om det tilsyneladende grænseløse emne.

Hans tyske forlag afviste således romanen, fordi de fandt den »for sympatisk indstillet over for nazismen«, mens afvisningen i Frankrig blev forklaret med »litterære årsager« – selvom bogen havde fået strålende anmeldelser i forfatterens hjemland.

Med »The Zone Of Interest« krydsede Martin Amis – der ifølge en en litterat i New York Times har stået fadder til genren »The New Unpleseantness«, Det ny ubehag – ind over de usynlige grænser, der omgiver enhver bog. Og det er, når en roman bevæger sig ud til grænserne eller går over dem, at skandalen, eller ligefrem forbuddet, opstår. Men grænserne har forskellige navne. Moral er et af dem, og var den moralens grænse, Martin Amis ramte med »The Zone Of Interest«. En anden grænse er ideologisk, en tredje religiøs, og ved dem alle er romaner blevet censureret, destrueret eller brændt, og forfattere ført i fængsel og udsat for mordtrusler. Og kuriøst nok er flere eksempler fra USA – The land of the Free.

Skandalelitteratur

Martin Amis skriver sig som nævnt over den moralske grænse med sin »sympatiske indstilling« over for en af romanens nazister. Men moral i skandalelitteratur er meget ofte lige med seksualmoral. Det er imidlertid en grænse, der hele tiden rykker sig og desuden ligger forskellige steder i forskellige lande. Som i 1856, hvor franske Gustave Flaubert og hans roman »Madame Bovary« endte i retssalen for »fornærmelser mod den offentlige moral« på grund af sin historie om Emma Bovary, der i forsøget på af frigøre sig fra småborgerligheden blandt andet tager sig en elsker.

 

James Joyce viklede sig også ind i en stram seksualmoral i England med sin »Ulysses«. I det sugende, svimlende værk er der ved genlæsning ganske få sexscener, der næppe ville få nogen til at løfte et velfriseret øjenbryn i dag. Som nu denne passage i Karsten Sand Iversens nye oversættelse:

»Pik. Pik. Pik. Pik.

Hen ad kajen gik Lionelleopold, uartige Henry med brev til Mady, med syndens sødme med flæseundertøj til Raoul med lem pisk hose gik Poldy videre.

Pik blind gik pikkende forbi pik kantstenen pikkende, pik for pik.«

Det var ord som dem, der førte til sagen »USA versus en bog ved navn »Ulysses«.«, og i Australien var romanen forbudt i otte år og derefter, fra 1941-1953, kun tilladt for sjæle over 18.

I dag virker det absurd, mens det er lettere at begribe det postyr, Vladimir Nabokovs »Lolita« fra 1955 har vakt. Her handler historien om mand, Humbert, der er besat af »smånymfer«, altså meget unge piger, og derfor også fortaber sig i den på én gang uskyldige, selvbevidste og bare 12 år gamle Dolores.

En skribent på den engelske søndagsavis The Sunday Express kaldte i en omtale »Lolita« – der blev afvist af fire forlag, inden den udkom – for »den mest beskidte bog, jeg nogensinde har læst«, og det britiske indenrigsministerium krævede bogen tilbagekaldt fra boghandlernes hylder.

36 år senere var det seksualmoralske postyr mindst lige så stort, da Bret Easton Ellis’ sex-vold-yuppie-roman, »American Psycho«, udkom. Kvindefjendsk, voldforherligende, perverteret og materialistisk var bare nogle af ordene, der blev kastet mod »American Psycho«, der i sidste ende var en satirisk kritik af alt dette. Men ikke alle kan læse indenad, og sjældent puritanere og dommere, og i Canada var romanen om Patrick Bateman forbudt indtil for nylig.

Politiske og filosofiske ideer

Hvor moral beskæftiger sig med, hvordan man bør opføre sig, så er ideologi et system af politiske og filosofiske ideer af mere principiel art. Det lyder måske lidt som det samme, men et eksempel kan illustrere forskellen, nemlig Harriet Beecher Stowes »Onkel Toms Hytte« fra 1852, der var forbudt at læse flere af Sydstaterne under Den amerikanske borgerkrig. Med sin medfølende, sympatiserende beskrivelse af sorte blev den simpelthen set som en anti-slaverikommentar og stred på den måde mod Konføderationens hvide overherredømme-ideologi. Som om det ikke var nok, forbød den russiske zar-regime også »Onkel Toms hytte« – fordi den var baseret på en lighedstanke.

 

Men at en romans rolle og skandaleniveau kan ændre sig med tiden, viser Mark Twains »Huckleberry Finn« fra 1884. Ved udgivelsen gik forargelsen på det rå, autentiske sprog i det eventyrlige forløb, men i det 20. århundrede gik den hvidglødende diskussion i langt højere grad på brugen af ordet »nigger«, og på romanens for nogle racistiske tone. Igen er puritanerne de dårligste læsere og enhver anden, der læser Mark Twain, vil kunne mærke , at bogens grundtone er åbensindet og dermed også antiracistisk.

Hvor diskussionerne og retssagerne af moralsk og ideologisk tilsnit kan virke hidsige eller ligefrem hysteriske, er de ingenting mod stemningen omkring de bøger, der har vakt religiøs vrede. Og at islam tilsyneladende har flere og mere inderlige troende end kristendommen, kan læses ud af to eksempler. Først af postyret omkring Dan Browns supersællert »Da Vinci Mysteriet« fra 2003, der påstår, at Jesus Kristus og Maria Magdalene havde et seksuelt forhold, og at hun tilmed fødte ham børn, og at Guds søn altså har efterkommere iblandt os almindelige lønmodtagere.

Romanen blev stemplet som blasfemisk og dermed forbudt i Indien og i katolicismens hjerte, Vatikanet, og da bogen blev til en film fire år senere, blev den erklæret for gudsbepottende og forbudt i Egypten. Libanon, Pakistan, Samoa, Sri Lanka og Jordan.

Nøgterne diskussioner

I andre dele af verden, som i Skandinavien, blev det ved nøgterne diskussioner om plottets historiske usandsynlighed. Ja, de religiøse grænser står forskellige steder i forskellige kulturer. Og i dele af muslimske verden er de strømførende, hvilket alle tiders største bogskandale i dén grad demonstrerer: I Salman Rushdies »De sataniske vers« fra 1988 henvises der i et kapitel til en muslimsk legende, hvor Muhammed i et svagt øjeblik anerkender andre guder end Allah. Et andet sted antydes det, at nogle af Koranens vers skulle være skrevet af satan selv.

Disse passager fik dele af den muslimske verden til, helt bogstaveligt, at bryde brand. Rasende troende satte ild til »De sataniske vers«, der ikke blev anerkendt som fiktion, men set som en blasfemisk, og det ene land efter det andet forbød bogen, og Irans daværende leder toppede raseriet ved at udstede en fatwa — en dødsdom for gudsbespottelse – over Salman Rushdie. Fatwaen blev dog ophævet i 1999, men en ny udstedt fire år senere. Så bogen brænder stadig i nogle egne af verden, ligesom Rushdie den dag i dag lever under jorden og omgivet af sikkerhedsvagter.

Ender uforvarende i orkanens øje

Romaner kan ændre verden. På den måde er de farlige for dem, der ønsker at opretholde status quo. Som nazisterne der brændte alle bøger, som ikke flugtede med deres menneskesyn. Bertolt Brecht, Thomas Mann, Sigmund Freud, Heinrich Heine, Franz Kafka, Karl Marx, Stefan Zweig og Erich Maria Remarque. Sidstnævnte fordi han i »Intet nyt fra Vestfronten« fra 1929 skildrede krig og soldaterliv som forkvaklende. 2.500 forfatteres værker gik op i fundamentalismens flammer.

Og forfatterne, der vækker vrede, raseri eller på anden måde har vagt negative følelser, har til alle tider befundet i to grupper: På den ene side er der dem, der bevidst skriver skandaløst eller provokerende. På den anden side er der dem, der uforvarende ender i orkanens øje. De fleste forfattere vil sige, at de tilhører sidste kategori. Det forstår man godt. Men mon nogle af dem ikke skrevet med bevidstheden om den fremtidige skandale. Som Martin Amis og hans dyrkelse af »Det ny ubehag«.

Eller som Rushdie, da han skrev »De Sataniske Vers«. Men hvor voldsomt raseriet blev, kunne han aldrig have forestillet sig. Kunne han det, ville han være tåbelig. Eller være en spejlvendt martyr.