Dengang Danmark solgte ud

Ny antologi om besættelsestiden mangler udsyn og undgår helst de ubekvemme spørgsmål og samarbejdspolitikken.

Danmark tjente styrtende på eksporten af fødevarer til tyskerne under Besættelsen. Hvilken effekt havde det på den tyske krigsindsats? Det svar venter vi fortsat på. Fold sammen
Læs mere

Et af de store problemer med udforskningen af dansk historie under Anden Verdenskrig har været fokuseringen på lille Danmark. Vi fik fortalt om frihedskampen og hverdagen under nazisternes besættelse, men den danske virkelighed blev generelt ikke af danske historikere sat ind i nogen international ramme, så man forstod, at Danmark blot var en lille brik i spillet om verdensherredømmet.

Derfor bliver man umiddelbart opløftet over en ny udgivelse med titlen »Danske tilstande - Norske tilstande 1940-1945« for det kunne jo tyde på, at den snævre danske historieskrivning nu endelig synes afløst af en bredere tilgang.

Antologien skuffer imidlertid fælt. Der er ikke tale om udvidelse af horisonten og sammenligning med norske tilstande, men i højere grad om nationale fortællinger gentaget hver for sig, og hvor de danske kapitler er skrevet af de sædvanlige konsensushistorikere, der nu i en del år har dyrket den nationale myte om, at den danske samarbejdspolitik var nødvendig og uundgåelig og frelste landet.

Der er dog enkelte gode artikler i antologien. Fremhæves bør Joachim Lunds artikel om det dansk-tyske handelssamarbejde 1940-45. Netop her ses forholdene i et bredere perspektiv, fordi det er klart, at den massive danske eksport blev en ikke uvæsentlig del af den tyske import, og at den derfor kan forklare meget af den specielle milde tyske behandling af Danmark. Læs blot de forfærdende tal for dansk landsbrugseksport: Danmark stod 1940-43 for 23,4 pct. af tyskernes import af fisk, 39,3 pct. af import af smør og 17,3 pct. af importen af kød.

Danske historikere burde for længst have spurgt sig selv om, hvilken effekt denne eksport havde for tyskernes krigsindsats og kampmoral, og hvad det kostede af menneskeliv, at vi dermed forlængede krigen. Men den slags spørgsmål er ikke bekvemme.

Det er stadig en kæmpeopgave for danske historikere at bringe dansk historie ind i europæisk virkelighed. Det sker absolut ikke i denne bog.