»Vi er børn, selv om vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og mening og dør brølende under den kridhvide sol som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn«.
Sådan skriver Jens Blendstrup i prologen til sin nye roman, »Luskefisefortællinger«. Meningen er denne: Vores barndom er også nu og i fremtiden. Vi bærer på den. Hele livet. Eller som der står i samme prologs refleksioner over kontakten mellem voksne, der var børn sammen: »Når vi ringer til hinanden, sidder vi i vores huse og snakker om livets spil. Med dybe stemmer og svingende kondition lader vi som om at legen den er slut, men det er den ikke. Halstørklædet klør.«
Ja, halstørklædet klør, og Jens Blendstrup ville ikke være Jens Blendstrup, hvis ikke netop det præcist sansede og beskrevne var her, der og alle vegne i hans tekst. Voksen-Jens skriver med skæv præcision og sans for det skøre om drengen Jens (ham selv) og om alle de andre rødder og luskefise i barndommens Århus, om Neger Thomas, Klunke, Mumi, Mikael, Finn og dværgen Ellen, og han gør det med et suverænt dobbeltgreb, med både den voksnes blik og i gakket øjenhøjde med sig selv som før. Formmæssigt forløber det som små nedslag, der med en fin antydning af kronologi tegner billeder af ungdommelig almindelighed på kanten af og med det voksne. Som her:
»Du ved godt Heinos far.
Ja, hvad med ham?
Han er kommet i fængsel
Hvorfor det?
Fordi han har begået underslæb.
Puha ... det lyder slemt. Hvad er underslæb?
Det er når man slæber noget ind under en båd uden at man må for politiet.
Stakkels Heino, det må være hårdt for ham.«
Her og andre steder er »Luskefisefortællinger« sjov som en Ole Lund Kirkegaard i topform. Men alvoren er aldrig helt væk, og den røde tråd i det hele er bevægelsen fra den ene livsalder til den anden. Tabet er smertefuldt og og uundgåeligt: »Puberteten tog de bedste af os,« hedder det.
»Det var ligesom malaria i skolefilmene. Der er en inkubationstid, men derefter går det galt«.
Eller sådan her:
»Puberteten, ved du hvad det er?
Ja, det er når ens tænder falder ud og man går hen og bliver grim.
Åh nej, jeg får det pludselig dårligt.
Bare rolig, Mikael og Anders er ved at arbejde på en evigbarnmaskine«.
Den bliver selvfølgelig ikke til noget, evigbarnmaskinen. Voksenheden nærmer sig ubønhørligt. For nogle går det galt, for eksempel for Smukke Jan, der engang var så smuk, at pigerne ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv.
»... Smukke Jan brød sammen i et inferno af uren hud og kraterlignende vulkaner«, læser man. Han gik rundt »med dvaske hormoner dansende i sit fedtede fjæs«.
Jens var heldigere. Annika kommer til ham en dag, som lyn fra en klar himmel. De er på lejrskole. Han kommer til at strejfe hendes hånd. Hun smiler. Han smelter.
»Er vi så i et parforhold nu,« mumler han.
»Der ved jeg ikke,« siger hun.
På bagsiden præsenteres »Luskefisefortællinger« som »falske historier fra en sand barndom.« Det er sikkert ikke forkert. Blendstrups barndom fandtes i hvert fald, ligesom alle vi andres. Forskellen er, at han gør den til litteratur. Det er godt.
Titel: Luskefisefortællinger Forfatter: Jens Blendstrup Sider: 128 Pris: 199,95 kr. Forlag: Samleren
Boginteresseret? | Stem på din forfatterfavorit til Læsernes Bogpris her.
