Lydbogsmarkedet synes nu at have fået solidt fodfæste i Danmark. I hvert fald er strømmen af nye udgivelser tæt, og lydbogen udkommer gerne samtidig med papirversionen, selv når der er tale om helt nye udgivelser.
Det er der mange fordele ved. Selv har jeg f.eks. krydset frem og tilbage mellem papirversionen af Jens Smærup Sørensens »Mærkedage« og Paul Hüttels fine indlæsning af samme.
Papirversionen har ligget på natbordet, mens lydversionen har ligget på MP3-afspilleren til brug i fitnesscenteret og i bilen. En perfekt, men også lidt dyr løsning, for så vidt at de to udgaver skal anskaffes særskilt. Kunne forlagene ikke overveje at lancere nogle samlede løsninger? Evt. gennem bogklubberne? Det tror jeg, mange vil sætte pris på.
Stop skuespilleriet!
Selv om der er al mulig grund til at rose forlagene for lydbogsinitiativerne, er det ikke roser uden torne.
Skuespillere er ikke nødvendigvis de bedste til at indlæse lydbøger. Alt, alt for ofte kan de ikke lade være med at dramatisere og stemmekarakterisere personerne, men det går ud over såvel bog som læser. Oplæserens opgave er ikke at gøre bogen spændende eller levende. Det skal den nok selv klare. Og det er heller ikke opgaven at give læseren hint om, hvem der er »good guy« eller »bad guy«. Det skal læseren nok selv finde ud af. Oplæseren skal helst være neutral, ja, nærmest »uhørlig«.
Det ved en oplæser som førnævnte Paul Hüttel, der med sin lidt gammeldags diktion giver læseren Smærups fremragende tekst uden at gøre den til sin egen først. Selv i de scener, hvor intensiteten tager til, og hvor stedsbunde talemåder og svage dialektale markeringer optræder, holder han sig i skindet.
Men Hüttels prisværdige mådehold er desværre mere undtagelsen end reglen. Tag nu f.eks. Ulf Pilgaards indlæsning af Flemming Jarlskovs krimi »Dommeren«.
Ganske vist er romanen skrevet i den hårdkogte, ironiserende stil, og jo, vist er den fodret med en god portion humor. Men Pilgaard får mange af karaktererne til at lyde, som var de hevet ud af en hysterisk sketch fra Cirkusrevyen – og det bliver i det lange løb både anstrengende, irriterende og meningsforstyrrende, idet han får dem til at lyde dummere, end de egentlig er.
Ærgerligt, for han beviser samtidig i de lange passager, som ikke består af replikker, at han er en udmærket oplæser, der formår at formidle »suspense og action« uden at forcere oplæsningen.
Et lignende problem finder man i Erik Kühnaus Blicher-indlæsninger for det lille forlag Boglyd.
Kühnau har indlæst »Hosekræmmeren«, »En landsbydegns dagbog« og »Præsten i Vejlby« på tre selvstændige CDer. Blicher er ikke nogen helt let forfatter at lægge stemme til, for så vidt at sproget jo er gammelt og dermed hurtigt bliver lidt »kantet« for nutidige stemmer såvel som ører, men den del klarer Kühnau fint.
Men når han skal lægge stemme til f.eks. Cecilias mors lange beretning i afslutningen af »Hosekræmmeren« eller den unge Morten Vinges dagbog, falder det til jorden. Kühnau kæmper bravt for at få sin lidt rustne og aldrende stemme til at lyde henholdsvis som en kvinde og som en ung mand. Resultatet er en tyk fernis af komedie hen over tekster, der ikke er det mindste komiske.
Bedre går det med »Præsten i Vejlby« – her forholder Kühnau sig mere neutral uden at blive flad eller kedelig.
Det kunne Anne Marie Helger have lært af, for hendes indlæsning af Herman Bangs novelle »Irene Holm« driver af patos og sentimentalitet i en grad, så man næsten ikke kan koncentrere sig om teksten. Helger er jo vores fremmeste scenefortolker af Irene Holm, og hendes indlæsning af novellen til lydbog er et levende bevis på, at der er tale om to meget forskellige medier og formål.
Nuanceret og neutral
Det ved en skuespiller som Henrik Lykkegaard. Han har lagt stemme til norske Levi Henriksens »Sne vil falde på sne som faldt«, og det gør han ganske udmærket. Bogen indeholder en del dialog, som vanskeliggør oplæsningssituationen, idet citationstegn mv. jo er »uhørlige«.
Men Lykkegaard nuancerer fint replikkerne, så man kan orientere sig, uden at han forlader den neutrale modus. Og selv om han ind imellem falder i og forcerer sproget på en måde, så ord afsnuppes eller mumles, er det en lytteværdig præstation han yder.
Men den overgås dog af Hans Henrik Clemensen, som har lagt stemme til en anden norsk roman – nemlig Per Pettersons verdensgennembrud »Ud at stjæle heste«.
Romanens reflekterende og erindrende fortælleform egner sig i særlig grad til oplæsning, og Clemensen formår uden dramatiserende kneb og i noget nær den ultimative neutralitet at holde lytteren fast i en skruestik, så man dårligt kan tvinge fingeren op på pauseknappen.
Børnebøger
Og hvordan gør man så, når man skal læse op for børn? Børn er jo trods alt et andet sted i forhold til litteraturen end de voksne, og bør man derfor ikke indstille oplæsningen herpå?
Spørger man Mette K. Madsen, som har indlæst Kiplings »Hvordan elefanten fik sin snabel – og andre historier«, vil hun formentlig svare bekræftende. I hvert fald forsøger hun at iklæde fablerne en stemme, der simulerer barnlig forundring og begejstring.
Resultatet er temmelig anstrengende – nærmest manisk – og hjemmets yngste, som fik lov at agere testpilot, tabte hurtigt koncentration og interesse.
Meget bedre gik det med Lars Mikkelsens indlæsning af Holly Blacks »Spiderwick fortællingerne«. Hér er vi nemlig på højde med Jesper Christensens indlæsning af Harry Potter-bøgerne – hvilket vil sige perfekt! Nærværende og koncentreret med svag intonationsmarkering af replikker mv. Men uden at tale ned til den unge lytter eller forcere dramatikken.
Lydbogens fremtid?
Det er kun godt, at forlagene har fået gang i lydbøgerne – både for litteraturen og for læserne. Men de risikerer at sætte det hele til igen, hvis ikke de bliver bedre til at forklare deres oplæsere, at det ikke er en dramatisering, lytteren vil have, men en oplæsning.
Radioteater er en udmærket ting, og dramatiseringer af klassikere kan være en god afveksling, hvis det gøres godt, hvilket det lille forlag BookPlay fint beviser med dets dramatiseringer af Poe-noveller tilsat musik, lydeffekter, og indlevende skuespillere (se mere på www.bookplay.dk). Men vi er inde på dramatikkens gebet hér, ikke litteraturens. Når man læser, orkestrerer man selv teksten – man opbygger karakterer og miljøer, man fortolker, betoner, man sætter sig selv i spil.
Det er også derfor, at god litteratur kan læses flere gange. Man bliver aldrig helt færdig, finder altid nye lag og perspektiver at undersøge.
Disse muligheder sættes ikke pr. automatik ud af spil, blot fordi teksten bliver »lyttet« i stedet for læst. Det sker kun, hvis den, der læser op, fjerner al elastikken og suggestionskraften fra teksten ved at give den krop i stedet for stemme. Kroppen skal lytteren nok selv lægge til.
Jens Smærup Sørensen: »Mærkedage«. Indlæst af Paul Hüttel. 644 minutter, 199 kr. (mp3). Gyldendal.
Flemming Jarlskov: »Dommeren«. En Carl Koch-roman. Indlæst af Ulf Pilgaard. 600 minutter, 269 kr. (mp3).
Gyldendal.
St. ST. BLICHER: »HOSEKRÆMMEREN«. Indlæst af Erik Kühnau. 40 minutter, 99,95 kr. (CD). Boglyd.
ST. ST. BLICHER: »EN LANDSBYDEGNS DAGBOG«. Indlæst af Erik Kühnau. 70 minutter,
99,95 kr. (CD). Boglyd.
ST. ST. BLICHER: »PRÆSTEN I VEJLBY«. Indlæst af Erik Kühnau. 77 minutter, 99,95 kr. (CD). Boglyd.
Herman Bang: »Irene Holm«. Indlæst af Anne Marie Helger. 40 minutter, 99,95 kr. (CD). Boglyd.
Rudyard Kipling: »Hvordan elefanten fik sin lange snabel – og andre historier«. Indlæst af Mette K. Madsen. 60 minutter, 99,95 kr. (CD). Boglyd.
Holly Black: »Spiderwick fortællingerne«. Indlæst af Lars Mikkelsen. 384 minutter, 249,95 kr. Gyldendal.
Per Petterson: »Ud at stjæle heste.« Indlæst af Hans Henrik Clemensen. 465 minutter,
298 kr. Boglyd.
Levi Henriksen: »Sne vil falde på sne som faldt«. Indlæst af Henrik Lykkegaard. 490 minutter, 298 kr. (mp3). Boglyd.
NB: Det er oplæsning og format, der anmeldes. Selve bogen vil i de fleste tilfælde være anmeldt ved en tidligere lejlighed.
