Samtidig med at Tony Blair markerede sin valgsejr hin majmorgen i 1997, stod solen helt symbolsk op. »En rejse« er Tony Blairs beretning om de ti år som premierminister og som anfører af hele forvandlingen af Labour fra et old school-socialistisk parti til et parti, hvor Blair endte med at føle sig mere beslægtet med borgerlige europæiske politikere.
Efter 18 års konservativ ledelse af Storbritannien siden 1979 videreførte Blair hele Thatcher-epokens dristige reformer, men uden toryernes EU-hetz. Denne »Tredje Vej«-filosofi – at gøre Labour regeringsdueligt, globaliserings- og frihedsorienteret – krævede en jern- og magtvilje, idet partiet blev holdt som gidsel af fagbevægelsen og særinteresser. Det lykkedes. Delvist mener Blair.
Hele moderniseringen af sundheds-, uddannelses- og socialvæsenet med en vægt på reformer, der gennem ændring af stivnede strukturer skulle løfte kvaliteten, blev en større kamp, end man tror. Det var både modstandere i eget parti og inerti, stilstand i embedsværket, der til tider giver Blair mindelser om Sir Humphrey i TV-serien »Javel, hr. minister«.
Brown – den onde ånd
Det er en politisk selvbiografi, hvor Blairs onde ånd, Gordon Brown, er den anden gennemgående figur, der hele tiden står til venstre for partilederen. Dyster, illoyal, men alligevel med »en slags indtagende charme« og et politisk geni, er karakteristikken af Brown, der endte med at konkludere, at han ikke ville videreføre den dybest set borgerligt-liberale reformpolitik, der var Blairs.
Konklusionen om hans finansminister lyder: »Politisk beregning, ja. Politiske følelser, nej. Analytisk intelligens, ja absolut. Følelsesmæssig intelligens, nul.« At han selv var færdig, konkluderer en nedslidt Blair dog klart i efteråret 2006: »Jeg kunne realistisk ikke overleve efter midten af 2007.« Evindelige lækager og rænkespil fylder meget i den anden halvdel af bogen sammen med voldsomme udfald mod medierne for at være »vilde dyr«.
Det vil være rimeligt at stadfæste 11. september 2001 som vendepunktet for politikeren Blair. Han havde i årene forinden slået på nødvendigheden af en aktivistisk udenrigspolitik, hvor diktatorer ikke uhindret kan massakrere civilbefolkningen, som f.eks. i Kosovo, hvor Blair og hans allierede og ideologiske meningsfælle Bill Clinton fik stoppet Milosevic. Men det var Irak-krigen og hans parløb med Bush, der skildres hjerteligt og som helt igennem »hæderlig«, der gjorde udslaget. Bundlinjen er, at Blair vedstår sig ansvaret og svarer, at alternativet var at lade Saddam Hussein sidde. Med Irak sivede støtten til Blair efterfølgende.
Partiet, anført af Gordon Brown, »tabte i 2010, fordi det holdt op med at være New Labour« og dermed vendte tilbage til gammeldags socialdemokratiske holdninger, a la det Blair kalder »staten er på mode igen«-teori. Og det har ikke ændret sig, siden bogen udkom i efteråret.
Blair gør rent bord
I de seneste år har vi fået mange biografier; også fra aktører som George W. Bush og Bill Clinton. Læst ved siden af hinanden er Blair den hudløst åbne, humorfyldte moderniseringsideolog, Bush beslutningstageren med det afvæbnende lune og Clinton den politisk substantielle progressive politiker.
Naturligvis skriver og genskriver vi hver dag vores egen historie, som en historiker engang bemærkede det. Og det gør Blair naturligvis også her, selv om det virker, som om han gør rent bord. »En rejse« er et mesterværk af en biografi. Et gribende, chokerende, morsomt og nærværende portræt af en statsmand, hvis gerning blev til skæbne.
