Bernard Minier debuterer nervepirrende og underholdende

"Iskold død" er en iskold samfundskritisk krimi.

Forfatter Bernard Minier er aktuel med den samfundskritiske krimi »Iskold død«. Fold sammen
Læs mere
Foto: JESUS DIGES
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den isnende kulde, der om vinteren fryser Pyrenæerne snehvid og stille, er den, som Bernard Miniers »Iskold død« også er lavet af. Papiret er stift af frost, bogstaverne sylespidse som skarpe istapper og handlingen så hård og spejlglat, at man skøjter gennem historien med hjertet i halsen og et konstant forslået haleben.

De uhyggeligt lave temperaturer sniger sig undervejs ud fra siderne og nedkøler rummet, man befinder sig i, lammer ens fingre, armene, nakken og vejrtrækningen, og man ender som et forfrossent, forslugent offer af en læser, med gåsehud og galopperende puls.

»Iskold død« er iskold uhygge, og der er både noget Pierre Lemaitre og noget Stephen King over sprog og stil. Men Minier er også bare sin egen, han er bidende samfundskritisk, bidende morsom og bidende kølig.

En psykriatisk sikringsanstalt

Politikommissær Martin Servaz bliver hentet fra Toulouse til den mindre by St. Martin de Comminges for at hjælpe til med opklaringen af en besynderlig forbrydelse: nogen har placeret et hovedløst hestekadaver ved et vandkraftværk i 2000 meters bjerghøjde.

Umiddelbart ikke noget, der normalt ville kræve politiforstærkning, men hesten ejes af en lokal, meget magtfuld rigmand, og ved gerningsstedet finder man desuden dna fra en berygtet seriemorder, der sidder indespærret på en psykiatrisk sikringsanstalt i nærheden.

Samtidig er en ung kvindelig psykolog på vej op ad bjergvejen til sin første dag på jobbet på den afsidesliggende anstalt. Efterhånden som hun nærmer sig den massive bygning og især efter mødet med den psykiatriske leder og hans fåmælte oversygeplejerske, mister hun meget af sit gå-på-mod.

Men hun er nævenyttig, nysgerrig og naiv, og hun undrer sig hurtigt over forholdene på stedet, hvor de indespærrede får voldsomme doser psykofarmaka og i hidtil usete kombinationer. Hun begynder at snuse rundt, ikke uden omkostninger, skal det vise sig.

En vinterhvid, vaskeægte vendetta

Servaz, der er en fraskilt, lettere ensom Mahler-entusiast med hang til latinske fyndord og opfyldt af frustrationer over sin oprørske teenagerdatter, kører professionelt parløb med en lokal gendarm, den tiltrækkende, motorcykelkørende Irène Ziegler.

Derudover bruger han en pensioneret dommer som mentor, trækker på sine egne folk fra Toulouse, især den feminine Vincent Espérandieu og den piercede mm. Samira Cheung, alt imens sagen udvikler sig til også at handle om drab.

Hvad rigmanden, hans parterede racehest, de mange mord (og mordforsøg), den psykiatriske sikringsanstalt, en affældig jagtgruppe, en nedlagt feriekoloni og en 15 år gammel sag om en række uforklarlige selvmord blandt egnens teenagere har med hinanden at gøre, er umiddelbart svært gennemskueligt, også for Servaz og hans folk.

Men plottet folder sig ud som en vinterhvid, vaskeægte vendetta, hvor vindens rusken i træerne og sneens lydabsorberende underlag danner kulissen til en iskold krimi – og dens højst overraskende slutning.

Oversættelsen er fin, om end man korser sig, når personer (ikke grise) hele tre gange »farede« og ikke for. Det er immervæk oversat fra fransk, hvor der ikke bruges den slags sproglige »moderniteter«.

Titel: Iskold død. Forfatter: Bernard Minier. Oversættelse: Karsten Nielsen. Sider: 591. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.