Mand og bog i krise

Jacob Berner Moe debuterede i 2008 med romanen »Vandel«, en fermt journalistisk fortælling om provinsens dramaer.

Romanen »Gloria« har samme karakter af gedigent håndværk, men også samme mangel på troværdighed i personkarakteristikken. Kort fortalt handler den om Aksel, der indleder et forhold til den 17-årige eksplejedatter Gloria. Det er naturligvis noget rod, ikke mindst fordi han er familiefar og ved at planlægge bryllup. Unge Gloria kommer fra en socialklasse, hvor man spiller med mærkede kort, og naive Aksel bliver kørt godt rundt i manegen. Romanens problem er, at hele forhistorien er utroværdig. Det virker ikke på nogen måde sandsynligt, at Aksel og frue skulle have indgået i et aflastningsforhold, og på den baggrund er der ikke meget drama i, at manden går i seng med eksplejedatteren. Samtidig er der rod i tiden; plejedatteren var 13 år, da hun begyndte at komme hos dem, dengang var sønnen to, nu er hun lige fyldt 17, men de har haft hende i fem år, og sønnen går i børnehave!