Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland - otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.
Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.
Historien om Addie Polk
Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.
Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde. Tag nu historien om Addie Polk, der er gennemgående i »Bushland«. Hun var en gammel kvinde i Akron, Ohio, der som så mange andre blev flået af realkredithajer, overlevede et selvmordsforsøg, men alligevel døde af skammen. Historien er blevet beskrevet af The New Yorker og en lang række amerikanske medier som illustration af finans- og boligkrisen.
Poul Høi bruger historien om Mrs. Polk til et portræt af USA, der ikke blot kommer et år for sent, men har det med at bekræfte forestillingen om, at George Bushs år ved magten var en ensidig og total katastrofe. Det er ikke en særlig spændende pointe - ikke mindst fordi den er blevet gentaget til hudløshed det sidste halvandet år. Det er et glimrende portræt af Bushs texanske baggrund og brovtende personlighed, men hvorfor nu - et år efter han fratrådte? Samtidig beskrives George W. Bush som en ideologisk nulbon, der blev misbrugt af hyperliberalistiske principryttere. Det er måske halvvejs rigtigt. Men den egentlige revolution nævnes ikke med et ord: Bush-doktrinen, der kommer af neokonservatismen og dens blanding af idealisme og militarisme og dramatiske forestillinger om demokratiske forandringer i Mellemøsten. Det er slet ikke med i portrættet. Og nu vi er ved det: Irak-krigen »kiksede« vist alligevel ikke helt, som det lyder i bogen.
Der er ikke noget egentligt forsøg på at forstå de konservative kræfter, religiøse, værdikonservative og erhvervsfolk, der holdt Bush på magten. Blev de virkelig bare manipuleret af Karl Rove og Dick Cheney?
Hadet til Bush
Bogen er egentlig en artikelsamling fra de Otte Onde År, men den udkommer et år efter Barack Obamas indsættelse. Høi slutter sin beretning med en lidenskabelig hyldest til den nye præsident. Det havde været sjovt at læse for et år siden. I dag savner man snarere en analyse af de hårde realiteter og uindfriede håb i Obamaland.
Men har man lyst til at mæske sig i sit Bush-had, så er det en glimrende bog. Poul Høi er og bliver vildt velskrivende. Netop derfor må der jo ikke være noget at udsætte på sproget. På dansk »giver« man ikke en tale, man holder den, man »går ikke over«, men gennemgår det hele, det hedder ikke en »beskidt«, men en radioaktiv bombe, og der findes også et bedre dansk udtryk for »zero sum-valg«. Sådan er det. Selv velskrivende korrespondenter har brug for at komme hjem en gang imellem og bo i det danske sprog.
