Figurer fladere end påklædningsdukker

»Jenny S« er kedelig, forudsigelig og klichefyldt.

Jenny er rigtig sød, er hun, så hendes ungdomskæreste kan da ikke være bekendt at forlade hende til fordel for hendes bedste veninde.

Men Jenny har ben i næsen, så hun forsvinder og tager til Stockholm, hvor hun starter helt forfra. Hun flytter ind hos hans skægge homobror og dennes partner, og ih, hvor de hygger sig og alting er skægt, og Jenny får nyt tøj og bliver en rigtig smart storbypige med en fin frisure og et figursyet jakkesæt.

Gæt selv, om chefen mon kysser hende efter nogle forviklinger á la »han taler med en anden, hende elsker han nok, nå hov, var det bare en forretningsforbindelse?

Lyder det kedeligt, forudsigeligt og klichefyldt?

Også i den grad, »Jenny S« er en utrolig dårlig bog, hvor figurerne er fladere end påklædningsdukker, historien mere banal end i et romanblad, klicheerne står i kø, og moralen er, at alting nok skal gå, hvis bare man er sød og rar og god til at sætte papirer i orden. 

Denise Rudberg: »Jenny S«. Oversat af Kirstine Ersbøll Meyhoff. 359 s. 249 kr. Peoples Press.