Susanne Staun: En verbal pølle med blod, bæ og det gule

#Metoo fungerer sprogligt og antropologisk fuldstændig som tilfældet var – og til dels er – med corona, skriver forfatter Susanne Staun, der undrer sig over begreber som »filogyne maskuliniteter«.

Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

»Fisse er en livsødvendighed.«

Således udtalte en fin juridisk emeritus sig under lårgate, samlebetegnelsen for uroen hos de Radikale.

Den udtalelse signalerer, at man ikke længere behøver at stikke hele vejen til havnegrillen for at få en verbal pølle med blod, bæ og det gule. Men livsødvendighed er noget vel dramatisk – måske er det bare en ødvendighed – eller simpelthen nice? I forhold til for eksempel at være henvist til en cykel. Og nu vi er ved tyrk- eller satvefjel, kan jeg ikke lade være med at nævne netavisen Pio, som citerer Helle Degn for at berette om dengang i de liderlige ronkedorers istid, hvor de »skældte og smelte« ad Sven Auken. Hvorfor ikke gå linen ud og »skelde og smelde«?

#Metoo fungerer sprogligt og antropologisk fuldstændig som tilfældet var – og til dels er – med corona: I coronas spæde vår lærte vi nye, spændende ord, proportionalitet og flokimmunitet for eksempel, og så gjaldt det om at bruge disse nye ord som et signal om, at man var en optimal medborger. Den optimale medborger har for tiden styr på strukturer, kulturer og magtrelationer; den gemene hob må nøjes med at sige som eventyrlandets Hjerter Dame: Af med deres hoveder! Hit med deres navne!

Susanne Staun, forfatter

»I sin gentagelsesoverflod har det næsten lydt som den konstante summen fra en bikube.«


Findes der overhovedet nogen optimale medborgere, der i de forløbne uger ikke har udtalt Watergate-klassikeren It’s not the crime, it’s the cover-up eller Det var ikke hånden, men håndteringen? Nej. I sin gentagelsesoverflod har det næsten lydt som den konstante summen fra en bikube.

Det er lærerige dage. Har man for eksempel endnu ikke styr på sætningskløvning, kan nyklassikeren »Det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår,« med fordel studeres. Det kan næsten ikke siges mere klodset, men betydningen er klar.

Heldigvis kom der også spændstige, nye ord på bordet: filogyne maskuliniteter for eksempel, det nye ord for kvindekære mænd og antonym til misogyne maskuliniteter, som den gemene hob endnu ikke har taget til sig, og som derfor stadig er fersk og i stand til at fylde borddameherren med imponade.

De nyligt radikaliserede Radikales Jens Rohde barslede med det feministiske bønnemøde, og lidt bønnemøde er der altså over det højttravende begreb at bære vidnesbyrd, som er den officielle betegnelse, når der berettes om sexkrænkelser. Det leder uvilkårligt tanken hen på nonner, der har mødt Jesus. Kan man ikke bare fortælle?

Den amerikanske afsmitning, der foranlediger somme, typisk menneskerettighedsaktivister, til at tale om krænkelses- og voldtægtsoverlevere, er også en højdramatisk uvane, thi nok så vederstyggelige sexkrænkelser er, så er de altså ikke noget, man dør af; uagtet at ordet offer er slidt og har det dårligt, så er det den korrekte betegnelse for en »person, der er mål for andres ubehagelige handlinger«. Men det var selvfølgelig også oprindeligt et helligt ord.

Vitsen i min barndoms skurvogn var også småhellig: »Vi skal ud og sprede ordet, og ordet er ben.« Uha. Sjofle vittigheder kan ifølge Arbejdstilsynet være seksuelle krænkelser, så jeg er glad for mit skumle kontor i det vestlige tårn, hvor jeg uden gramsevagt kan geråde ud i snavset tale i mit eget syndige selskab uden at frygte Jytte fra HR.